Forord


Hvis man skal fortælle om noget så komplekst som forandringer i ens personlighed og adfærdsmønstre. Så er man nok nød til, at tage læseren med tilbage i tiden til oprindelsen. Til en mulig årsags-/virkning forklaring på forstyrrelserne (som alligevel ingen mening giver, men er væsentlig at have med i bagagen for den videre læsning). Jeg ved de fleste gerne hurtigt vil frem til, hvilke værktøjer der har virket for mig og hvorfor. Men det giver ingen mening at hoppe dertil, uden at man kender min baggrund og personlige historie. Derfor er denne vigtig.

Jeg vil i min videre proces med denne blog arbejde frem til de nutidige handlinger på baggrund af 3 skelsættende forhold i mit liv. Forhold som har været med til at udvikle mig til den jeg er i dag og grundene til at jeg har arbejdet med min personlighed og adfærdsmønstre igennem snart 20 år. Nogen vil måske spørge sig selv, hvorfor skal jeg læse videre, hvis processen har varet i 20 år? Det skal du kære læser fordi processen startede for små 20 år siden, gik op i gear for små 8 år siden og indledte sin slutspurt for 4 måneder siden. Alt det positive der reelt set er sket i mit liv er sket de sidste 2 måneder. Det er her jeg er begyndt at føle mig som en hel person og her hvor jeg handler i overensstemmelse med mine egne værdier og i forhold til mine egne forventninger til mig selv. Det er her jeg søger at leve i nuet.

Jeg har allerede nu en skitse klar til den første reelle blog om min person i årerne 1972 - 1997. Årerne 1997 - 2011 er også så småt ved at forme sig i mine tanker og på min mindmap. De sidste 3 år står klart og tydeligt i min erindring. Hvor mange blogs det bliver til er ikke til at sige og jeg fraskriver mig ikke retten til at gå tilbage i bloggene og tilføje ting undervejs. Hver enkelt periode kan derfor vokse sig større over tid.


Jeg skrev i mit forord, at jeg ville søge at anonymisere folk. Den beslutning er jeg nok desværre nød til at omgøre. Ikke at jeg søger at udstille folk, men jeg vil bruge deres rigtige fornavne for at kunne holde styr på fortællingen og have fokus på min proces.

Jeg vil endnu engang gerne pointere, at historien er min. Det er min fortælling. Folk der har været involveret i mit liv kan have en anden fortælling. Eller det har de hel sikkert. For vi har alle hver vores fortælling om vores liv. Og ingen af disse fortællinger er mere sande end andre. En fortælling er altid udtryk for fortællerens syn på tingene og oplevelsen af livet.

Inden jeg bevæger mig videre med bloggen. Så vil jeg gerne råde folk med svage hjerter, fordomme og manglende empatiske evner til at stå af her. Fortællingen bliver rå og jeg vil på intet tidspunkt lægge fingeren imellem for at for at stille andre i et bedre/dårligere lys end jeg oplever min fortælling. Jeg vil heller ikke søge, at sætte mig selv i et bedre lys. Tværtimod så tror jeg de første blogs vil stille mig et mere dårligt lys end nogensinde.

Bloggen kommer til at omhandle alt det som ville skabe en knaldgod kriminalroman. Vold, hor, utroskab, stoffer, misbrug og meget andet, som har været en del af mit liv og opvækst og dermed en væsentlig del af min fortælling. Der bliver rig lejlighed til at knibe en tåre og til at hade min person. Men der skulle også i slutningen af processen være en årsag til, at læseren af denne blog skulle ønske at omfavne mig og udtrykke sin respekt.


Der er få mennesker i verdenen der kender bare 80 % af min fortælling. Der er faktisk kun 2 (Christina og Marie). Der er så lidt flere som kender omkring 60 % af den. Resten kender kun brudstykker, som jeg har delt, når det fra et egoistisk synspunkt har givet mening for mig at dele disse. Denne gang bliver min fortælling fyldestgørende for alle som skulle have lyst til at kende den.

Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed og respekt til 4 væsentlige personer i mit liv. I har været skelsættende. Jeg elsker og respektere hver og en af jer. Caroline, Christian, Christina og Marie. Uden jer i mit liv havde jeg ikke været hvor jeg er i dag. Jeg har søgt at give op mange gange. Rigtig mange gange. Men hver gang har min kærlighed til jer bragt mig tilbage i midten af ringen og genoptage kampen. TAK er i den forbindelse et fattigt ord.

Jeg vil også gerne sige tusind tak til min faster, min kusine og fætter for, at jeg må inkludere deres personlige fortælling i min for deres fortælling har haft en ikke uvæsentlig indflydelse på min historie. Så tak faster, Annisette og Søren. Jeg håber i igennem det sidste svære år har kunne bruge min styrke og kærlighed. En kærlighed i skal vide altid er der. Ligesom jeg altid vil være der for jer.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at udtrykke min kærlighed til min søster. Hvis det ikke havde været for så var jeg måske aldrig blevet reddet. Jeg er oprigtig ked af, at vi har lukket hinanden ude af hinandens liv, men jeg kan desværre ikke acceptere, at jeg uretmæssigt stilles i et dårligt lys. Jeg vil dog altid være der for dig, Luna-Sophia og David. Men tæt på hinanden kommer vi nok aldrig. Desværre.

En sidste stor tak skal naturligvis lyde til mine forældre. De har altid støttet mig i livet. Også på de tidspunkter hvor jeg ikke har fortjent det. Jeg ved jeres kærlighed altid er tilstede i mit liv. Jeg ved også godt, at i aldrig vil kunne forholde jer til de tragiske hændelser i mit liv. At det er svært for jer at udtale en accept af dette, men jeres handlinger har vist accepten og den er jeg dybt taknemmelig for. Tusind tak for jeres støtte og kærlighed.

Til Caroline og Christian. Når i engang læser denne blog. Så skal i vide at far er elsker jer utrolig højt og hver evig eneste dag gør alt hvad han kan, for at kunne være der i jeres liv, beskytte jer mod de oplevelser jeg har haft og støtte jer i jeres færden frem i verdenen.


Vil slutte mit forord med et link til min yndlingssang. Den siger meget om min person og hvordan jeg nogen gange har det: