Ægteskabet og drømmen - 1999 - 2006


Dette kapitel omhandler tiden frem til og igennem mit ægteskab. Dette kapitel vil indeholde de første erkendelser af dæmoner og begyndelsen på min store personlige nedtur.

Middagen hos Christina udvikler sig i den rigtige retning og i dagene derefter er vi mere eller mindre sammen konstant når arbejdet eller studierne ikke lige kaldte. I løbet af et par måneders tid får jeg også tandbørste samme sted. Kongehusvej i Kolding bliver derfor mit første personlige frirum.

Der var mange ting der gjorde, at det blev netop Christina som stjal mit hjerte. Hun er en empatisk, intelligent, omsorgsfuld og humorfyldt kvinde, som virkelig kan sætte gang i en fest på den fede måde. Vi spændte bare pisse godt af sammen. Livet i den lille 2 værelseslejlighed var som en drøm. Vi levede i nuet og næsten uden tanke på morgendagen. I starten lavede vi næsten alt sammen. Vores interesser var ret sammenfaldende.

Livet susser derud af. Alt er fryd og gammen. Da min søster så i løbet af foråret/sommeren 1999 bliver kæreste med Francisco så er vi ligesom en fast gruppe på 4 mennesker der hænger godt ud sammen. Båndet er på dette tidspunkt ubrydeligt.

At Christinas og min familie så også uden os 2 er tæt forbundet gennem Christinas moster og min moder gjorde bare livet væsentlig nemmere for os. De havde arbejdet sammen i en årrække og Christinas moster og onkel var faste gæster hos mine forældre og omvendt.

I sommeren 1999 tager Christina, min søster og jeg til Roskilde Festivalen. Firmabilen har været en tur over grænsen og er fyldt til randen med dåseøl og 16 flasker sprut. På vejen til festivalen skal vi samle min ven Rune op i Birkerød. Det er en tur jeg aldrig glemmer. Denne sommer var der 2 store sommerhits. Sun is shining (Bob Marley vs. funkstar deluxe) og Livin' la vida loca (Ricky Martin).


Og vi levede virkelig la vida loca. Glemmer aldrig da vi ankommer til festivalen. Vi ender naturligvis på den forkerte side af jernbane sporet omkring bycenter West. Rune og jeg har ytret vi er verdensmestre i at sætte telt op fordi vi har været ved militæret. Det var vi ikke. Så pigerne står for opsætningen af teltet. Rune og jeg står efterfølgende for at grave jordhullet. Det bliver den sjoveste oplevelse. Aftalen er at vi skiftevis skal tage et spadestik og hvad der kravler skal personen spise. Ja, hvad kan man ikke få sig selv til, når der er alkohol nok at gå til. Det bliver en fed festival og toppen af poppen er naturligvis Metallicas optræden. Det var en fantastisk festival som beseglede Christinas og mit forhold. Det gjorde også båndet mellem Christina, min søster og jeg endnu stærkere.

Umiddelbart efter festivalen begynder Christina og jeg at tale om familie. Vi er begge ret motiveret ved tanken om at skabe en familie sammen og beslutningen bliver truffet. Vi vil lade vores kærlighed besegle med den ultimative gave. Christina smider p-pillerne og skæbnen for lov til at gå sin gang. Umiddelbart efter vi har truffet beslutningen så offentliggør min søster, at hun og Francisco skal have et barn. Dette var vist ikke helt planlagt. Den nyhed gør at Christina og jeg går stille med dørene omkring vores beslutning. Vi ønsker ikke at stjæle spotlightet fra min søster og Francisco. Et par måneder efter dette flytter de sammen i Hollænderdybet.

I dette efterår tager vi på en kærlighedsferie sammen til Gran Canaria. Vi vil gerne give den gas sammen en sidste gang inden skæbnen forhåbentlig ramte os. Jeg kan huske en aften på hotellet. Den står så klar for mig den dag i dag. Vi håbede jo på en hurtig graviditet. Men denne aften får Christina sin menustration. Af en eller anden grund gjorde den os begge dybt triste og vi sad sammen på altanen og græd af skuffelse. Da vi havde grædt ud tog vi i byen i Puerto Rico. Vi havde fået gejlet hinanden godt og grundig op. Nu skulle sorgen festes ud.

Vi sidder på et tidspunkt i en bar. Der er jo som sædvanlig happy hour. Vi er godt oppe og kører og er egentlig ret trætte af at drikke øl. Så vi beslutter os til at hoppe over i drinks/alkohol afdelingen. Christina vil gerne have en dobbelt Malibu og cola. Hvad jeg skulle have kan jeg ikke rigtig erindre. Men der bliver bestilt en dobbelt Malibu og cola til Christina med tryk på at det skal være Malibu. Folk der har været i Spanien kender nok problematikken. Happy Hour betyder altid dobbelt op på den lokale kopi af det produkt man bestiller. Derfor blev der lagt stor vægt på at udtale ordet Malibu og på en dobbelt. Tjeneren oplyser os enddog om at der kun er happy hour på det lokale og vi oplyser ham om, at det er vi ligeglade med for vi skal have Malibu og det skal være en dobbelt. Så servere fjolset en dobbelt 'Malibu' af den lokale slags. Og ikke bare en dobbelt for den bliver firdobbelt. Da jeg smager dette klager jeg til tjeneren. Det hjælper intet så beder jeg om ejeren. Han er et ligeså stort fjols som tjeneren. Så det ender med at jeg smider indholdet af glasset i hovedet på ham og takker for serveringen. Så skrider Christina og jeg fra den bar. Senere på aften sidder vi på en anden bar og der rammer skuffelsen os igen og så sidder der 2 forelskede mennesker og græder. Det var en fed ferie.

Efteråret forsætter sin gang.

Den 3. december 1999 fylder min søster år. Hun skal selv til julefrokost denne dag. Så vi fejre ikke dagen sammen med hende og Francisco. Det blæser op om eftermiddagen og da min mor kører Janni til hendes fest så falder der en tagsten ned på taget af bilen. Mine forældre spiser hos Christina og jeg denne aften. Vi får god mad, vin og øl. Vi beslutter os for at vi vil ned og bowle i byen. Det stormer af helvede til udenfor. Men det var ligegyldigt. Så går lyset pludseligt i området vi bor i. Det gør ingenting for stuen er jo hyggeligere med levende lys. Så vi forsætter vores hygge indtil tiden nærmer sig for midnatsbowlingen. Vi ringer til begge taxa selskaber i Kolding. Men de nægter at sende en taxa grundet vejret. Både min far og jeg klager højlydt over dette til de stakkels telefondamer. En smule stormvejr er da ikke nogen begrundelse for ikke at servicere borgerne. Men vi får ingen taxa. Så vi beslutter os for at tage en øl i hånden og så gå den kilometer der er til bowlingcenteret. Da vi når enden af Agtrupvej i Kolding begynder vi så småt at forstå hvorfor taxaerne måske ikke kørte. Der havde vi set tagsten og buske der var blevet revet op med rod. Men det var først synet af en endegalv der var styrtet sammen der reelt set gjorde os opmærksomme på den orkan vi havde bevæget os ud i. Men skidt pyt. Vi tog til bowling og havde hele centeret for os selv. Personalet var så også klar på fest så der var gratis omgang her gang der bare var en rød kegle. Det var en hylende sjov aften.

Senere på denne måned så udebliver Christinas menustration. Vi går spændt henover julen med denne viden i bagagen. Den 27. december er vi så hos vores 'familielæge' og der bliver det bekræftet. Christina venter sig. Vi kan næsten ikke hurtigt nok komme ud fra lægen. Vi kører op til mine svigerforældre og breaker nyheden for dem. Får en hurtig kop kaffe og suser videre til min familie. Nyheden kunne simpelthen ikke spredes hurtigt nok.

Efter denne nyhed må jeg hurtigt tilbage til hverdagen. The millenium nærmer sig og jeg var jo forsat ansvarlig for en televirksomhed. Alt var testet og klar. Men vi vidste reelt set ikke om dele eller hele systemet ville bryde sammen. Så denne nytårsaften stod i arbejdets tegn. Alt forløb dog som det skulle. Så der var ingen ko på isen der.

I starten af 2000 begynder de første alvorlige tegn på IT-boblen at vise sit grusomme ansigt. TelePassport må opgive en kommende aktieemission og løber tør for likvider. Selskabet bliver overtaget af et andet tysk teleselskab (som heller ikke eksistere længere) og den danske forretning er derfor ikke længere en del af planerne for fremtiden. De sælger derfor selskabet tilbage til den oprindelige ejer for en slik. Indtil da havde jeg været beskyttet af det tyske selskab og ofte stået i modsætning til iværksætterens vilde drømme. Havde endda af flere omgange fået stoppet hans handlinger gennem det tyske selskab. Så det varede ikke længe inden jeg fik min opsigelse. Den kom i marts/april måned.

Dette passede mig egentlig meget godt. Havde mere eller mindre ikke holdt noget ordentlig ferie udover turen til Gran Canaria siden 1995. Så jeg valgte bevist at tage en mindre sabbat periode. I den periode hyggede jeg mig med Christina, nød min søster havde født min niece Luna-Sophia og spillede en masse golf.

I september måned nærmer dagens sig for Christinas termin. Den 9. september om eftermiddagen omkring kl. 14.00 får hun de første veer. Vi er på det tidspunkt hjemme hos mine forældre og der er forholdsvis langt imellem veerne. Smerterne er dog store for Christina så hun bliver lagt i et varmt karbade for at lindre smerterne. Omkring kl. 16.00 kører vi for første gang på fødeafdelingen på Kolding sygehus. Vi møder jordemoderen og Christina bliver undersøgt. Efterfølgende bliver vi sendt hjem. For at at være tæt på fødeafdelingen kører vi hjem til Christinas forældre. Der spiser vi aftensmad og prøver at slappe af så godt vi nu kan med de smerter veerne giver Christina. Omkring kl. 19 tager vi igen på fødeafdelingen. Denne gang bliver Christina indlagt. Jeg kan huske, at jeg tænkte så bliver jeg far den 9.9. Sådan skulle det ikke gå.

Der er ikke rigtig noget fremdrift i Christinas veer. Så efter en time til halvanden så får hun et drop for at hjælpe tingene på vej. Det sker der heller intet ved og efter yderligere en times tid går det op for jordemoderen at hun højst sandsynligt ikke har skruet højt nok op for droppet. På dette tidspunkt har vi altså været på fødegangen i to og en halv time. Jeg prøver efter bedste evne at støtte Christina. Holder hende i hånden, kysser hende, stryger hendes hår og lignende. Hvergang hun får veer er hun ved at knuse min hånd. Der er meget kort tid mellem veerne, men der sker intet. På det tidspunkt bliver lægen tilkaldt første gang. Han undersøger Christina og kigger på dataene for barnet. Alt ser åbenbart ud til at være i fineste orden. Han forlader ihvertfald fødeafdelingen igen. Det samme gør jordemoderen efter hun har skruet yderligere op for droppet. Hvor længe hun er væk ved jeg ikke. Men det føltes som længe. Da hun kommer tilbage er der stadig ingen fysisk udvikling i forhold til fødslen. Christina er stadig kun udvidet 4-5 centimeter tre og en halvtime efter vi er kommet på fødegangen og 2 og en halv time efter hun har fået drop der skulle speede processen op. Jeg forstår ikke hvad der sker og dette ytre jeg af flere omgange til jordemoderen. Samtidig med at jeg er bekymret så skal jeg også holde modet oppe og støtte Christina. Den lægelige lægen bliver tilkaldt endnu engang. Han undersøger denne gang Christina og dataene på barnet lidt længere. Så siger han til jordemoderen, at hvis der ikke er sket noget indenfor den næste halve time så skal han tilkaldes igen. Barnet er begyndt at blive stresset. Da den halve time er gået er der stadig ingen fremskridt. Status på fødslen er at Christina er udvidet 7-8 centimeter. Lægen bliver tilkaldt igen og denne gang tilkalder lægen bagvagten efter at have studeret Christina og barnets data. Vi er nu på den anden side af midnat. Der er gået mere end 8 timer siden den første ve. Christina er hel udmattet. Barnet er åbenbart også blevet stresset yderligere. Lægen giver Christina noget for at hun skal slappe af i en kortere periode. Efter en kort 'slapper' føler jordemoderen og lægen endelig, at Christina er kommet så langt i fødslen, at hun kan begynde at presse. Denne periode tager lang tid. Der sker ikke rigtig noget. Og bagvagten bliver tilkaldt igen. Lægen og bagvagten taler nu om hvordan de skal håndtere fødslen. De taler nu om at barnet skal tages med sugekop eller i værste fald ved kejsersnit. Bagvagten vælger at de skal gøre forsøget med sugekop først.   Dette påbegyndes engang omkring kl. 02.00 den 10. september. Den næste lille times tid skal en fuldstændig afmattet Christina hjælper lægen med pres samtidig med at barnet søges taget med sugekop. Der er ikke rigtig nogen fremdrift så lidt omkring kl. 03.00 så får Christina en lille pause på hvad jeg tror er cirka 15 minutters tid, hvor hun ikke skal 'arbejde' men alene udholde smerterne. I den periode tager lægerne, jordemoderen og en sygeplejerske en status på Christina og barnets tilstand. Jeg begynder og blive mere og mere bange. Hvad sker der? Hvorfor fortæller de os ingenting? Da de vender deres koncentration mod os siger de, at nu giver de det et sidste forsøg ellers er det kejsersnit. Barnet er simpelthen ved at være for stresset. Denne gang er der fremdrift selvom tiden forsvinder i den følgende periode. På det tidspunkt er der 2 læger, en jordemoder og 3 sygeplejersker på fødestuen. Så sker der endelig noget da forsøget bliver gjort igen. De følgende minutter står lysende klart i mit sind den dag i dag. Alt forløber som man har set i TV og på film. Dog med den undtagelse at der er en sugekop involveret.

Denne 'romantiske' forestilling om barnets fødsel er tilstede lige indtil det øjeblik, hvor barnet endelig kommer ud. Der kommer ingen skrig? Jeg bliver ikke spurgt om jeg vil klippe navlestrengen eller lignende. Det hele foregår ekstremt hurtigt i de sekunder/minutter. Barnet er kun lige kommet ud inden de har klippet navlestrengen og taget barnet væk fra os. Christina ligger fuldstændig udmattet og jeg søger at bevare mit fokus hos hende. Der sker ingenting. Christina spørger mig om det er en dreng eller en pige? Jeg kigger på hende og siger jeg ved det ikke. Så spørger hun om jeg har hørt barnet give lyd fra sig. Det har jeg ikke. Vi begynder begge at græde. Det er ikke glædestårer. Tværtimod det er fortvivlelsens og frygtens tårer. Det samlede sundhedskorps står henover et bord med ryggen til os. De gør et eller andet ved barnet. Men ingen tænker på noget tidspunkt at sige noget til os. Det føles som evigheder i de minutter. Hvor mange minutter der reelt set går ved jeg ikke. Da fokus endelig bliver rettet mod Christina og jeg er det kortvarigt. Vi får at vide at vi har fået en søn. Vi får dataene på ham længde og vægt. Og vi får ret koldt at vide, at knægtens lunger var kollapset under fødslen og ikke kunne udvide sig ved egen hjælp grundet slimmet grøn fostervand. Christina får lov til at holde ham i et par minutter og så bliver han taget fra os. Endnu har vi ikke hørt en lyd fra ham. Lægerne og sygeplejerskerne går fra stuen og vi er alene tilbage med jordemoderen. Hendes eneste kommentar var at det godt nok var en hård fødsel. Hun vil fuldende fødselstavlen og spørger os om vi kan være enige i at fødselstidspunktet var kl. 03.59. På dette tidspunkt kunne jeg dræbe. Jeg var frustreret, fortvivlet og bange af helvede til og så spørger hun om vi kan være enige i fødselstidspunktet? Efter et par timers rekreation på fødegangen, hvor vi har samlet os, så får bliver vi kørt op til neonatal afdelingen. Der ser jeg for første gang rigtig Christian. Der ligger det skrøbeligste lille væsen i en kuvøse med ilt i næsen og sover. Jeg nyder synet af ham en lille times tid. Derefter følger jeg Christina ned på hendes stue og tager hjem. På køreturen hjem græder jeg hele vejen af glæden. Køber 5 rundstykker på vejen og den lokale bagerdame spørger om jeg er okay. Det er jeg. Jeg er blevet far.



Den eneste sang som kan spilles til disse år er sangen som både Christina og jeg holdt utrolig meget af.