De bedste år - 2011 - 2013

2011

Da vi når januar måned 2011 har jeg gjort mig nogle overvejelser omkring fremtiden. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke længere vil være lønslave og dermed også for, at jeg skal videre i livet som selvstændig. Muligheden var endelig tilstede og den skulle ikke løbe fra mig.

På dette tidspunkt af mit liv er der 3 personer som virkelig kender til min fortid og mine dæmoner. Det drejer sig om Christina, Peter og Lise-Marie.

Bruger Januar måned på at 'komme' ud af min forpligtigelse overfor Clearchannel således at jeg kan realisere mine drømme. Starter stille og roligt op med nye forpligtigelser hos Incento A/S, hvor jeg har fået til opgave at drive salget i forhold til den private sektor. Primært overfor top 200 virksomheder.

Jeg har i samme ombæring gjort mig nogle overvejelser omkring det rigtige i at flytte til København. Jeg konkludere, at det er en af de væsentligste beslutninger i mit liv. Mit liv falder mere og mere på plads på Tom Kristensens Vej og min taknemmelighed og overfor mig selv er stigende. Jeg har dog stadig en indre konflikt i kroppen over den måde jeg blev manipuleret på i 2010. At jeg ubevidst var blevet en del af utroskab hadede jeg. For der er intet i verdenen jeg afskyr mere.

Rent følelsesmæssigt så er jeg i denne periode helt afklaret med, at jeg ikke ønsker mig et nyt forhold. Faktisk så gør jeg en dyd ud af at fortælle de kvindelige bekendskaber jeg har, at dette er et bevist valg fra min side og det må/skal de leve med.

Så sker det 'forfærdelige' at jeg i slutningen af marts måned møder en kvinde på dating.dk. En kvinde som indeholder alt det jeg godt kan lide. Humor, intelligens, politisk indsigt og empati. Jeg skriver frem og tilbage med hende i en kortere periode og vi aftaler en date. Desværre falder daten sammen med at jeg skal arbejde i Amager Bio - Pretty Lights koncert. Hun er dog så interesseret i at møde mig, at jeg invitere hende i bioen på min gæsteliste. Dette skulle vise sig at være mit livs bedste beslutning.

Fra det øjeblik jeg første gang ser Marie så er jeg solgt. Mit hjerte hoppede over og følelserne strømmede igennem mig. Var det hende jeg havde ventet på? Hvorfor kom hun nu, når jeg havde besluttet, at jeg ikke ville involvere mig? Men jeg kunne intet gøre. Jeg var solgt for anden gang i mit liv. Var så hårdt ramt af Amors pil, at jeg faktisk forsøgte at benægte dette for mig selv og det vil den efterfølgende fortælling også vise.

Men ja. Den 15. april 2011 mødte jeg personligt Marie allerførste gang. Jeg var solgt.


Vi finder ret hurtigt fælles fodslag og aftaler faktisk forholdsvist hurtigt, at vi skal have et eksklusivt forhold - at vi er kærester. Min store udfordring i forhold til dette var, at jeg jo ikke havde planlagt dette lynnedslag og jeg var ikke forberedt på det. I den proces indvier jeg Marie i mit liv og mine adfærdsmønstre så godt som jeg nu kan. Hun får således fortalt min tidlige historie, acceptere og anerkender denne del af mit liv. Hun tager det som værende en tillidsfuld foranstaltning at jeg fortæller hende noget så personligt. Retrospekt må jeg nok erkende, at beslutningen om at udvise den form for tillid mere bundede i at have undskyldninger fremadrettet. Desværre.


De følgende uger mødes vi sporadisk. Mestendels fordi jeg holder Marie på afstand. Jeg er bange for min følelser. Jeg tør ikke stole på dem og jeg tør ikke stole på mig selv. Historien har jo lært mig, at når jeg er mest lykkelig så ødelægger jeg det for mig selv. Denne erkendelse af historien gjorde også at jeg handlede henimod dette. Min adfærd var så at sige præget af min egen frygt for fiasko. Så små 5 uger efter jeg har mødt Marie så gør jeg det utilgivelige. Jeg går i seng med en af mine flygtige bekendskaber. Dette vil jeg til stadighed fortryde (utroskab er fuldstændig uacceptabel i mine øjne) og så alligevel ikke. For uden dettte sidespring så var jeg aldrig kommet til den erkendelse som jeg faktisk gjorde. Nemlig at jeg elskede Marie, havde gjort noget dumt ved at handle efter et historisk adfærd og derfor lukkede jeg mere eller mindre ned for fortiden.

Som sommeren 2011 går vokser min kærlighed til Marie. Desværre har jeg i den periode en række økonomiske udfordringer. Primært grundet egen ødselhed. Derfor låner jeg af flere omgange penge af Marie. Dels til at overleve og dels for at kunne vedligeholde min livsstil.

I perioden henover sommeren får Marie blandt andet nøglerne til min lejlighed. Hun bor på dette tidspunkt selv på Frederiksberg. Jeg lader helt egoistisk altid hende tage turen til Amager og nægter decideret at bevæge mig til Frederiksberg. En dag i denne periode har hun - uden forudgående aftale - låst sig ind i min lejlighed uden forudgående aftale og uden jeg er hjemme. Jeg flipper fuldstændig ud over hvad jeg finder er et tillidsbrud. Det er det selvfølgelig ikke i og med jeg har givet hende nøglen. Men ren retrospekt kan jeg kun konkludere, at det var min frygt for at hun skulle opdage mit utroskab, der gjorde jeg handlede som jeg gjorde. Det var idiotisk.

I sommerferien vælger jeg at prioritere familien med børnene og fravælger dermed instinktivt Marie. Caroline har det svært uden hendes moder. Så på et tidspunkt i løbet af ferien i København så aftaler Christina og jeg, at hun kommer forbi København og er i et par dage sammen med os. Det vil være godt for børnene at se, at vi faktisk godt kan lave ting sammen. Så jeg har til Maries store frustration Christina overnattende i 2 nætter. Christina og børnene overnatter i min seng og jeg sover på sofaen. Hvad Marie ikke kunne vide på dette tidspunkt og vel egentlig aldrig har fået fortalt er, at den manglende tillid mellem Christina og jeg ikke kun var envejs. Jeg havde heller ikke tillid til Christina og vil aldrig igen kunne stole på hende følelsesmæssigt. Hun har/havde ingen grund til at frygte Christina.

Da vi er på den anden side af sommerferien er jeg stadig lige egoistisk i forhold til Marie. Jeg fornægter ikke min kærlighed til hende, men jeg giver heller ikke efter for den. Hun må gerne være en del af mit liv, men jeg vil ikke være en del af hendes. Sådan kan man retrospekt godt dele det op. Det giver helt naturligt frustrationer hos Marie, at jeg siger jeg elsker hende højt, men samtidig er  jeg egoistisk i forhold til at mødes og ikke mindst, at jeg frygter at indvi hende i mit liv med børnene. Jeg siger og viser jeg elsker hende, men holder hende ud i straks arm. Hun skal ikke for tæt på. Det kan jo gøre ondt.

Midt i september måned er der folketingsvalg. Vi er begge politisk aktive. Hun i Det Radikale Venstre og jeg i Liberal Alliance. På valgaftenen/natten er vi til hver vores fester. Hun vil gerne se mig denne aften og invitere mig hjem til sine radikale venner på Nørrebro. Jeg forlader min fest og tager en taxa til den oplyste adresse. På denne står jeg og ringer på i små 10 minutter uden svar. Jeg forsøger gentagne gange at ringe til Marie uden svar. Til sidst tager jeg lettere bedrøvet hjem og føler mig til grin.

I slutningen af september måned 2011 er Marie til fredagsbar på Nørrebro. Hun ringer flere gange for at invitere mig derind. Jeg afviser dette fordi jeg har andre planer. Kan ikke præcis huske hvilke planer jeg havde. Men vigtige var de ihvertfald ikke. Da hun hen på aftenen ringer sidste gang er hun temmelig beruset. Hun søger at være ondskabsfuld og fortæller mig, at hun har fået et tilbud om en trekant af en kvinde og kvindens kæreste. Det overvejer hun. Jeg sviner hende til og smækker røret på. En times tid efter ringer hun igen. Denne gang lettere flov over hendes sidste udtalelser. Jeg søger at tale roligt og beroligende til hende og anmoder hende på det kraftigste til at tage sin cykel, finde en taxa og tage hjem. Jeg beder hende samtidig om at ringe til mig når hun kommer hjem. Dette gør hun ikke.

Næste morgen/formiddag kommer hun hjem til mig som aftalt. Hun har tømmermænd og er generelt ikke godt tilpas. Hun fortæller mig, at hun tog cyklen hjem og var væltet på vejen. Men det var ikke noget alvorligt for hun havde ingen skræmmer fået. Vi tilbringer resten af weekenden sammen og hendes hovedpine forsætter. Om mandagen tager hun derfor til egen læge og han diagnosticere hende med hjernerystelse.

Ærligt. Så kom denne hjernerystelse lidt som en gave for mig. Nu havde jeg en plausibel undskyldning for at holde hende ud i strakt arm. Nu kunne jeg fornægte min egen kærlighed til hende og være egoistisk i forhold til, hvornår jeg ville være sammen med hende. Så det gjorde jeg. Desværre.

Efter en måneds tid eller sådan med disse egoistiske handlinger så indså jeg, at jeg var et kæmpe fjols, der gjorde som han altid gør. Nægter at forholde sig til virkeligheden. Til fakta: at hun vil mig det godt. På dette tidspunkt - omkring slutningen af oktober 2011 - tager jeg derfor beslutningen om, at jeg vil være der for Marie uanset hendes fysiske tilstand. Jeg bevæger mig sågar til Frederiksberg for at være sammen med hende.

I den måned der gik med egoistiske handlinger drak jeg tæt. Jeg faldt også lidt tilbage i et gammelt festmønster og tog kokain. Derudover så handlede jeg egoistisk i forhold til at søge bekræftelse. Så jeg tog på en date med en person, der havde ønsket en date med mig længe (fra før jeg mødte Marie). Det blev dog kun til spisning, i det jeg hurtigt fandt ud af, at jeg bevægede mig endnu længere væk fra den fortælling om mig selv som jeg ønskede. Derfor var denne date også skelsættende. For den var udslagsgivende i forhold til at jeg valgte at satse helt på Marie. At jeg tog skridtet til at hun hellere måtte være ved mig på Tom Kristensens Vej således at jeg kunne hjælpe hende bedst muligt i dagligdagen. Så i perioden fra slutningen af oktober og frem til februar måned 2012 boede Marie mere eller mindre hos mig.

I denne periode fra oktober til februar måned 2012 fandt jeg kun tilbage i mine gamle festhandlemønstre når Marie var på Frederiksberg eller sammen med hendes familie uden mig. I den periode blev Marie også introduceret til mine børn. Faktisk så begyndte det mere og mere at gå op for mig, at jeg havde fundet guldet. Der var dog noget der manglede. Jeg manglede anerkendelse. Anerkendelse på hvor fantastisk jeg var som person. På hvor tiltrækkende jeg var. På hvor meget jeg egentlig kæmpede. Osv. Osv. Naturligt nok havde Marie ikke overskuddet til at give mig denne bekræftelse.

2012

I denne periode går det også mere og mere op for mig, at jeg faktisk har de samme drømme om familieliv som Marie. At jeg ønsker mig hende ved min side resten af mine dage og ikke mindst, at jeg ønsker at få børn med hende. Derfor beslutter jeg mig også for i januar måned 2012 at stille Marie forslag om at vi skal flytte sammen. Dette gør vi medio Februar 2012.

I hele perioden vi har været sammen indtil dette tidspunkt har jeg haft et kæmpe behov for bekræftelse. Jeg er delvist blevet bekræftet af Marie gennem hendes kærlighed og tilstedeværelse. Men jeg mangler noget bekræftelse. Jeg mangler følelsen af at jeg er unik. Derfor handler jeg egoistisk og har kontakt til andre kvinder online. Jeg søger bekræftelsen i at jeg er interessant. Jeg går linen så langt ud hver gang, at forbindelsen først bliver cuttet, når det er kvinderne vil mødes. Der sætter jeg grænsen. Der føler jeg på daværende tidspunkt at utroskab begynder. Eller det er ihvertfald den forklaring jeg overtaler mig selv til at acceptere og anerkende. Dette handlemønster forsætter jeg også i perioden lige efter vi er flyttet sammen. Jeg bevæger dog mine dialoger udenfor landets grænser således at det ikke er så farligt. Ikke virker så dumt.

I perioden fra februar og frem til medio maj måned går det hastigt fremad med Maries hjernerystelse. Hun bliver mere og mere et helt menneske og begynder så småt igen på hendes studie. Samtidig så oplever vi en mere og mere struktureret hverdag, hvor vi begge tager hånd om tingene i hjemmet. I midten af maj gør jeg rent og selvom jeg har sagt til Marie, at jeg nok skal klare rengøringen så mener hun godt at hun kan give en hånd med. Så hun tager støvsugeren frem og starter på badeværelset. Der støvsuger hun så. Men pludselig hører jeg et højt råb og gråd. Hun har været nede på alle 4 for at komme ind i hjørnerne, men da hun rejser sig, så banker hun sit hoved op i håndvasken. Jeg opfordrer hende straks til at tage på skadestuen og det gør vi. Marie har nu fået en hjernerystelse ovenpå en hjernerystelse. Ikke det vi havde brug for.

Da dette sker i maj måned havde jeg faktisk skruet ned for mine online aktiviteter i takt med at Marie var kommet mere og mere ovenpå. Men hendes kraftige tilbagefald og min hjemlige isolation gjorde, at jeg igen tyede mere og mere til den online bekræftelse. Dette til trods for at Maries sårbarhed kun havde gjort min kærlighed til hende større. Om det var frustration over ikke at kunne hjælpe eller om det bare var ren og skær egoisme skal jeg lade være usagt. Men det er sandheden at jeg flirtede som en gal online og til dels også når jeg var ude i den virkelige verden.

I juni 2012 var vi til den første familiefest sammen. Maries søster og svoger holdte en ekstra 40 års fødselsdag (de var begge i midten af 40'erne) og der var både børnene og jeg inviteret med. Det var et par super dejlige dage og jeg følte det som om jeg endelig havde mig den familie jeg ønskede mig. Jeg følte min lykke var gjort. At jeg endelig havde fundet mig min rette hylde.


Da vi når juli måned og årets Roskilde Festival 2012 har Marie hjulpet mig til, at jeg havde midlerne til at tage afsted. Hun havde sørget for, at jeg havde haft en opsparing i løbet af foråret og dermed reelt set også sikret sig, at jeg kunne komme ud i mit årlige frirum. Denne form for visende sin kærlighed var ny for mig. Den betød utrolig meget og jeg tog på festivalen med en fornyet tro på kærligheden og en kæmpe lyst til at komme tilbage og finde ind i en positiv udvikling. En udvikling som gerne skulle resultere i, at vi sammen kunne realisere drømmen om en familie sammen. Jeg kan huske, at jeg stod midt på pladsen foran Orange Scene og fortalte Peter og Karin, at jeg aldrig nogensinde havde været så forelsket i mit liv. At jeg nu vitterlig ville gøre alt hvad der skulle til for at få et værdigt liv med Marie og betale tilbage på den kærlighed og åbenhed hun viste mig. Jeg udtalte blandt andet at jeg ville gå på Antabus umiddelbart efter sommerferien 2012. Så langt kom jeg aldrig. Desværre. Årsagen hertil følger lidt senere.

I juli måned har jeg også beklaget mig over mine tunge cykel i snart et år. Min krop kunne simpelthen ikke klare at cykle uden at syre helt til. I juli måned viser Marie mig sit storsind og da jeg kommer hjem fra jobbet står der en splinterny letvægtscykel i stuen. Noget som gjorde at jeg nu kunne komme nemmere og mere smertefrit frem i trafikken. Jeg var dybt taknemmelig for denne kærlighedserklæring som kom oveni den store tillidserklæring jeg havde modtaget i forbindelse med Roskilde Festivalen.



I den sommerferie der kommer har jeg det som en drøm. Jeg tilbringer størstedelen af ferien sammen med hendes familie og mestendels af tiden i selskab med mine børn. Sjældent i mit liv har jeg oplevet at være så meget i harmoni med mig selv som jeg var på dette tidspunkt. For at være helt ærlig. Så var jeg bedrøvet over at have den sidste uge af ferien sammen med min familie. Det var simpelthen ikke det samme.


Konklusionen var at sommeren var en stor succes for mig på det personlige plan. Jeg var nået til så mange positive erkendelser, at efteråret bare kunne komme an. Intet ville kunne slå mig ud. Jeg var klar til alle de forandringer i mit liv som der skulle til. Troede jeg.

I slutningen af August måned finder Marie ud af at jeg har haft et dobbeltliv. At jeg har været særdeles flirtende online. Hun betvivler naturligvis min ærlighed og vi må for en kort periode adskilles og alt ser håbløst ud. Jeg går til fuld bekendelse omkring min online færden og går også til bekendelse omkring den date jeg havde med spisningen. Jeg benægter dog til stadighed, at jeg på noget tidspunkt har været fysisk utro. Det tænker jeg vil være ødelæggende for mine/vores drømme. Til sidst 'tilgiver' Marie mig og kommer hjem og forsøger at kæmpe for tingene.

I forbindelse med at jeg overtaler hende til at komme hjem har jeg udformet en kontrakt. Denne handlede mestendels om forpligtigelser jeg havde overfor Marie. Det handlede om ting som onlinekoder, bankudskrifter og telefonspecifikationer. Den første del af aftalen overholdte jeg, men selvom jeg selv havde foreslået det, så følte jeg mig umyndiggjort af tanken om at udlevere min økonomi og mine telefonspecifikationer, hvorfor jeg aldrig udleverede disse. Økonomien primært for at Marie ikke skulle opdage, hvor dårlig min økonomi egentlig var. Med hensyn til telefonspecifikationer så var det rent og skær stupiditet. For jeg havde intet at skjule.

Henover sommeren/det tidlige efterår får jeg beskeden om, at min moder beskeden har knuder i brystet. Knuder som blandt andet kræver løbende biopsi og strålebehandling Sådanne knuder er i min familie tæt forbundet med kræft. Jeg har set flere personer miste livet til denne kamp herunder ikke mindst min farmor og min onkel. Jeg har heldigvis også set folk som har vundet kampen og som har fået livet foræret (rettere kæmpet sig til den rettighed). Her tænker jeg ikke mindst på Peters datter. Så nyheden om min moders potentielle kræft trækker energi ud af mig. Men den er på dette her tidspunkt ikke decideret ødelæggende for min mentale tilstand.

På dette tidspunkt er jeg efterhånden ved at være godt ødelagt indeni igen. Er ovenud lykkelig for min tilværelse med Marie, men går konstant og frygter for hvornår jeg ødelægger det. Vores samliv sammen bliver bedre og bedre. Vi begynder at lave ting sammen: mad, gåture, socialisering og meget andet. Tingene bliver bedre og bedre for forholdet. En af de ting som bliver væsentlig bedre er vores sexliv. Indtil dette tidspunkt havde jeg sjældent lyst til sex og når det endelig skete var det ene og alene for min egen nydelses skyld. Dette ændrede sig heldigvis og var ret givende i resten af den tid vi var sammen.

Personligt får jeg det værre og værre. Jeg kan ikke leve med den løgn jeg render rundt med omkring utroskabet. Samtidig føles min økonomiske fremtid værende lagt i ruiner. Jeg kan ikke se, hvorledes jeg skulle kunne realisere min og Maries drøm om en familie. Og det tror jeg helt ærlig heller ikke hun kunne. Vi taler ofte tingene igennem og jeg kan mærke på Marie, at jeg snart er nødsaget til at opgive min drøm om uafhængighed, hvis det på nogen måde skal komme på tale at vi stifter familie sammen. Min største udfordring i den henseende viste sig desværre altid at være det manglende kørekort. Et kørekort som jeg med udgangen af oktober måned ville kunne generhverve.

Dagen før Maries 35 års fødselsdag den 12. oktober stiller jeg hende et spørgsmål. Jeg foreslår hende, at vi tager ud i byen sammen og jeg har argumentet for hvorfor hun ikke kan sige nej. Hun betvivler dette udsagn og jeg må vise handling bag mine ord. Jeg beder hende pænt om at sætte sig ned og fortæller hende så hvor højt jeg elsker hende. Hvorefter jeg går ned på knæ og frier til hende. Hun hviner og græder på en gang af lykke. JAet kommer helt nede fra maven og er noget af det ærligste jeg har oplevet i mit liv. Straks herefter ringer hun til hele familien og hun får også fat på nogen fra hendes studiegruppe. De sidder på Café Norden så der tager vi ind for at breake nyheden til dem. Den 12. oktober var også dagen hvor der var kulturaften i København. Så vi forsatte fra Café Norden til Toga, Det politiske Kandestøberi for at forsætte fejringen af vores forlovelse. Aftenen sluttede med en kæmpe oplevelse med Jazz og god vin hos Danske Bedemænd. Den 12. oktober var en fantastisk dag.


I forlængelsen af vores bekræftelse overfor hinanden beslutter vi i fællesskab at søge professionel hjælp for at blive bedre til at kommunikere med hinanden og respektere hinandens følelser. Jeg er reelt set modstander af dette skridt, i det jeg har på fornemmelsen, at jeg hurtigt vil være centrum for både Maries og psykologens fokus. Samtidig finder jeg det også problematisk at Marie andetsteds får psykolog hjælp. Denne psykolog er jf. hendes udtalelser meget modstander af vores forhold og ytre jf. Marie, at jeg aldrig vil kunne ændre mig. Så jeg føler at indblande endnu en psykolog i vores forhold er ret meget op af bakke. Men af ren og skær kærlighed indvilliger jeg i den proces. Vi har 3 sessioner hos psykologen. De er egentlig ret givende. Ihvertfald for mig. Der kommer en del information på bordet og uhensigtsmæssige handlemønstre i vores samvær kommer frem i lyset. Jeg får virkelig lysten til at arbejde med de værktøjer som der bliver foreslået. Marie lytter også til hjælpen, men hun viser ikke handling ift. det arbejde der står foran os. Hun gik ind til dette med gode intentioner, men endte med ikke at ligge handling bag disse. Forsøget blev ikke engang gjort.

I denne proces taler vi mere og mere omkring hvordan jeg kan få skabt en ordentlig økonomisk base. Nu kan jeg jo generhverve mit kørekort og dermed også søge 'fast' arbejde. Min udfordring her var så at jeg ikke havde økonomien til det. Og i dette tilfælde her tilbød Marie mig aldrig støtte eller hjælp. Desværre. Måske det var et første tegn på at tilliden ikke var tilstede?

Undervejs i ovenstående forløb har Marie mere end nogensinde behov for min hjælp og støtte. Dette har hun ikke mindst i forhold til det offentlige system og hendes sygemelding. På dette tidspunkt har hun været sygemeldt i et års tid. Hun frygter konsekvenserne af samtalerne med Københavns Kommune og jeg stiller mig derfor til rådighed som hendes skjold og sparringspartner. Jeg tager med til møderne med kommunen og stiller de rigtige spørgsmål og afkræver dem de rigtige svar. Alt sammen noget som er med til at give Marie ro i tilværelsen. Nu er denne del af hendes sygdomsperiode afklaret og hendes økonomiske fundament sikret.

I denne periode er vi også en fredag eller lørdag aften på Café 5 øren. Vi taler politik med Michael, Franz og Allan. Undervejs i samtalen udtaler Michael flere gange sig negativt overfor Maries barnløshed. Til sidst sidder Marie grædende. Da dette går op for mig er jeg vågen som hanløven. Som jeg var i sin tid med Lene i Svendborg. Jeg skælder og smælder. Til Michaels held er Franz og Allan på min side. Så de 'sviner' ham også verbalt og Allan sørger for at han bliver smidt ud af Caféen.

I slutningen af oktober måned 2012 når mit liv nye lavpunkter i mit selvværd. Jeg føler ikke, at jeg slår til fagligt og økonomien har det skidt. Marie i talesætter jo desværre ofte mine manglende resultater. Naturligvis på en positiv og hjælpende måde. Jeg begynder at drikke mere og mere. Samtidig så kommer den gamle selvmordstrang frem i lyset igen. Den kommer så meget frem i lyset, at jeg på et tidspunkt 3 dage i streg kører forbi Dybbølssbro og står der i 20-25 minutter og søger at finde modet til at gøre ende på det hele. Beslutningen om at ende mit liv er så at sige taget. Ligeså lykkelig jeg var i mit kærlighedsliv. Ligeså ulykkelig var jeg personligt.

Da jeg står på Dybbølsbro den 4 dag i streg får jeg en SMS fra Marie. Hun vil bare hører om jeg vil med ud og gå en lang tur når jeg kommer hjem. Hun har behov for en tur hånd i hånd og samtaler om intet. Jeg afslår i første omgang dette på SMS, men ringer hurtigt tilbage og siger, at det lyder som en fremragende idé.

Vi går en rigtig lang tur denne aften. Faktisk bliver det til små 10 kilometer samlet. Marie taler om løst og fast. Jeg lytter ikke rigtig efter. For jeg ønsker at fortælle hende, hvordan jeg egentlig har det. At jeg 4 dage i streg har stået på kanten af livet. Da vi er små tre fjerdedele af vejen på vores gåtur bryder jeg grædende sammen og fortæller hende hvordan jeg har det. Hun ænser det ikke. Hun forstår det ikke. Hun er så indelukket og tilstede i sit eget hjernerystelseshelvede at hun ikke kan forstå det og da slet ikke hjælpe. Da denne erkendelse går op for mig. Beslutter jeg mig for, at den eneste der kan redde mig selv er mig selv. Men jeg har brug for at tale med en som forstår mig og kender historien. Peter kunne jeg ikke gå til. Han var lige flyttet sammen med Karin så det gav ingen mening at belemre ham. Christina ville sikkert være afvisende overfor samtaler som dem jeg havde behov for at fører. Så jeg tyede til den 3 person. Lise Marie. En person som jeg afskyr noget så grusomt, hvilket det tidligere kapitel i denne beretning sikkert også dokumentere. Men jeg føler ikke jeg har noget valg. Så jeg kontakter hende velvidende at jeg åbner et kæmpe hul for at 'Fuck-dig Lars' kan ødelægge mit og Maries forhold. At han endelig kan gøre mig ondt.

Jeg mødes en enkelt gang med Lise Marie. Møder hende på en nu nedlagt beværtning på Frederiksberg. Ankommer som vanligt halvberuset og sumper med en øl da hun ankommer. Jeg fortæller hende omkring mine følelser, mine udfordringer og spørger hende til råds. Til at starte med er hun værdifuld sparring. Selv for en halv beruset person. Jeg får virkelig nogen ting på plads i forhold til Marie. Blandt andet når jeg til erkendelse af at jeg nok snart er nødsaget til at fortælle hende hele sandheden. Når bare modet er til det. Men til sidst i samtalen begynder Lise Marie at ligge an på mig. Jeg afviser hende men søger samtidig at anerkende hende som en god ven og en god hjælp. Dette mistolker hun fuldstændigt. Men det kommer jeg tilbage til lidt senere. Da jeg forlader Lise Marie kører jeg straks mod Sofie Kælderen hvor Marie er ude og spise med en veninde. Jeg er for første gang længe i godt humør. Tænker ikke på at jeg faktisk er temmelig beruset og dermed ikke vil efterlade det bedste aftryk. Møder Marie og får hende fortalt hvor meget jeg elsker hende og hvor meget hun betyder for mig. Sammen skilles vi fra hendes veninde og bevæger os hjem.

Dagen efter ligger der et langt kærlighedsbrev i min indbakke fra Lise Marie. Denne vælger jeg ikke at respondere på og sletter den. Men det skal vise sig, at dette brev skal blive ødelæggende for Maries og mit forhold. Eller rettere en af de ting som ødelægger det.

I oktober måned 2012 bokser Mikkel Kessler et af sine frivillige titelforsvar. Jeg er inviteret med til en lokal fest på Islandsbrygge. En fest som bl.a. inkludere Kesslers moder og nogle af mine bekendskaber fra Bryggen. Vi er vel små 35 mennesker til festen hos Jan. Marie var ikke inviteret med, men jeg spørger Jan om det ikke var i orden hun kom. Ringer derfor til hende og invitere hende over. Hun kommer cirka en halvanden times tid derefter. Plakatstiv og provokerende overfor de andre gæster. Hun vælter rundt i sin brandert. Da hun vælter ned af en stol uden anledning bliver jeg enig med mig selv om at sende hende hjem. Det går ikke stille for sig. Marie slår, råber og skriger af mig. Jeg havde egentlig planlagt at afbryde min aften og følge hende hjem, men hendes opførsel gør, at jeg bliver lidt ligeglad. Så jeg får hende gelejdet ud af ejendom imens jeg får slag med både knytnæve og fladhånd. Da hun kommer udenfor står hun og råber og skriger. Hun holder først op da jeg tager elevatoren op til Jans lejlighed for at se boksning igen.

Efter en lille times tid bliver jeg ringet op af en ukendt ung kvinde. Hun har fundet Marie liggende ved rundkørslen på Ørestadsvej. Total beruset og ude af stand til noget som helst. Pigen vil gerne om jeg henter Marie. Dette nægter jeg grundet hendes opførsel tidligere. Pigen indvilliger derfor i at følge Marie hjem til vores bopæl (små 500 meter fra rundkørslen). Da de er der ringer pigen igen. Marie kan ikke finde sine nøgler. Så jeg er nød til at komme hjem. Jeg siger til hende, at jeg kører om 5 minutter. Da jeg kommer hjem ligger Marie sovende på jorden foran vores dør. Døddrukken og ikke til at komme i kontakt med. Overvejede i et kort øjeblik at lade hende ligge, men beslutter mig for at bære hende ind i sengen.

Næste morgen vågner hun med ekstrem dårlig samvittighed. Hun kan kun huske brudstykker af aftenen. Hun havde indenfor den lille halvenden times tid, der var gået fra jeg ringede til hun kom, drukket næsten en halv flaske vodka plus noget vin vi havde stående. Det viser sig også at hendes nøgler lå forrest i hendes lomme.

Dette var ikke første gang hun havde drukket sig i hegnet alene. Faktisk har det været en del af hendes historie, at hun drikker sig i hegnet alene når hun er frustreret. Det oplevede jeg indtil flere gange.

Nå, men jeg søger at lindre hendes smerte og dårlige samvittighed dagen derpå. Viser hensyn og forståelse for hendes handlinger. Søger at berolige hende i forhold til hvad andre tænker om hende og tager sågar på rundtur på Islandsbrygge og påtager mig ansvaret for hendes handlinger. Jeg gør alt hvad jeg kan for at hun ikke skal have moralske skrupler.

Efter denne episode finder hverdagen os igen. Vi begynder at planlægge min 40 års fødselsdag og er enige om, at det er vores fælleskonto der skal betale herfor. Livet bliver faktisk meget bedre i november måned.

I løbet af efteråret forværres min krop og maves tilstand sig. Jeg går til en del undersøgelser på rigshospitalet. Bliver i første omgang undersøgt for diverse vitamin og mineralmangler. Derefter for sclerose og nervesygdomme for tilsidst at slutte af med undersøgelser fra mave- & tarmkræft. Retrospekt ved vi alle, at det højest sandsynligt hav været alkoholen der var ved at smadre min krop. I den periode var Marie en uvurderlig støtte for mig. Den eneste undersøgelse hun ikke deltog i var da jeg skulle have en kikkertundersøgelse i maven gennem luftvejene. Ved den smertefulde undersøgelse den anden vej gennem tarmsystemet til mavesækken holdte hun mig konstant i hånden samtidig med at hun beroligede mig. Hun var en uvurderlig støtte. Lægerne fandt aldrig nogen uhensigtsmæssigheder ved min sundhedstilstand og min evindelige frygt for at få kræft blev gjort til skamme.

I november måned tager Marie sig sammen til at anmelde hendes hjernerystelser til forsikringen. Hun har meget svært ved at forholde sig til anmeldelserne, hvorfor jeg mere eller mindre skriver disse. I forhold til den første anmeldelse så undlader jeg at skrive, at Marie har været stangbacardi, men skriver alene at hun har drukket til en fredagsbar og følte sig nogenlunde ædruelig da hun kørte hjemad. Dette har Marie lidt svært ved at forholde sig til, men det er jo mig der har skrevet anmeldelsen så Marie tager den som den er og sender den. Vi ved på dette tidspunkt, at Marie senere skal til undersøgelse hos uvildig ekspert og der lover jeg at støtte hende på samme måde som hos Københavns Kommune.

I starten af december måned sker så det usandsynlige. 'Fuck-dig Lars' har set Lise Maries kærlighedsbrev til mig. Han har samtidig gemt beskeder fra før jeg mødte Marie. Alt denne information sender han til Marie sammen med anklager om at jeg har en affære med Lise Marie og aldrig vil slippe hende. Jeg får fortalt Marie den fulde historie om mit forhold til Lise Marie. Jeg fortæller hende også hvordan hun faktisk hjalp mig et par måneder tidligere. Marie giver udtryk for at hun forstår min historie og forstår hvorfor jeg søgte hjælp. Ihvertfald overfor mig.

Den 18. december. Dagen før min 40 års fødselsdag beslutter Marie sig for at forlade mig. Hun giver som forklaring, at hun ikke kan forlige sig med fortiden. Fakta er, at hun ikke ville investere de kr. 2.000 min fødselsdag ville koste. Hun ville ikke bruge flere af sine penge på mig. Derudover ville /turde hun ikke stå til regnskab for borgerne på Islandsbrygge. Så hun forlader mig. Det faktuelle har jeg fra hendes egen mund.

Hun kommer på bedre tanker da vi nærmer os den 22. december. Hun kommer forbi Tom Kristensens Vej til en samtale og vi har en konstruktiv dialog. Hun når i dialogen til den konklusion, at hun vil mig/os. Vi aftaler derfor, at vi dagen efter sammen tager til Jylland og fejrer julen med min familie. Det bliver en skelsættende jul til trods for at Marie af og til må gå afsides for at hvile hovedet. Jeg er virkelig lykkelig. Det virker også som om det er tilfældet med Marie. Desværre finder hun den 27. april ud af at jeg har løjet om betalingen af en regning. Den sætter en lidt dårlig stemning på resten af ferien i det jyske.

Den 30. december beslutter vi os for, at vi har 2 muligheder for at fejre nytårsaften:
1) Vi kan tage på Toga
2) Vi kan tage hen til en af hendes veninder og skyde året ind.

En ting er vi sikre på. Den første del af aftenen skal kun være os 2. Vi laver sammen en fantastisk 3 retters menu som vi nyder i god stemning og med dejlige samtaler. Vi er som ny forelsket.



Da kl. nærmer sig 23. Spørger jeg hende ind til hvilken af mulighederne vi skal vælge. Hun vil helst ind til hendes veninde. Men det haster ikke. Vi får også et opkald fra fælles bekendte på Amager som gerne vil invitere os forbi. Jeg afslår fordi Marie gerne vil det andet.

Da klokken nærmer sig midnat beslutter Marie sig for, at hun absolut ingen steder skal og at hun bare vil i seng. Dette føler jeg som værende en afvisning af min person og mine ønsker til aftenen. Dette udtaler jeg overfor hende. Hun siger til mig, at det er der så ikke noget at gøre ved, men det er altså hendes beslutning og hun vil ikke acceptere at jeg selvstændigt tager afsted. Dette pisser mig i den grad af. Jeg havde siddet hele aftenen og holdt igen og bare være en gentleman. Jeg havde gjort alt for at hun kunne komme i byen med en ædruelig kæreste som hun kunne være stolt af. Så har hun til gengæld drukket sig så fuld, at hun intet magter selv. I ren afmagt over situationen kyler jeg mit fyldte Rødvinsglas ind i væggen da jeg mere eller mindre river duen af i frustration. Jeg er såret. Jeg har ondt. Og jeg genoplever en side af mig selv jeg troede var død forlængst.

2013

Dagen efter sætter vi os ned og taler ud om tingene. Eller rettere det troede jeg vi gjorde. Den 6. eller 7. januar vælger hun igen at forlade mig. Denne gang kan jeg ikke overskue det og går helt ned med flaget. Jeg cykler efter hende helt ind til hovedbanegården, hvorfra hun vil kører op til sin søster i Allerød. Jeg når hende derinde. Ryster over hele min krop. Min verden er ved at synke i grus. Det eneste jeg har lyst til er, at hun enten tager med mig tilbage eller også at jeg hopper ud foran et tog. Jeg søger desperat dialogen med hende omkring dette. Men hendes beslutning er truffet.

Denne aften drikker jeg mig mere i hegnet end jeg nogensinde har gjort før. Jeg står uden indtægt. Uden penge på kontoen. Og uden hende jeg elsker. Hvad skal jeg gøre???

Da jeg vågner den følgende morgen er jeg meget ilde tilpas. Jeg får paniske anfald ved tanken om at skulle gå udenfor døren. Jeg er panisk i forhold til hvad jeg kan finde på. Jeg er dybt fortvivlet over at jeg ikke kan kommunikere med Marie. Alt i alt har jeg det ad helvede til.

Som dagen skrider frem så tænker jeg over nogen af alle de positive udsagn og intentioner Marie har haft med os 2. Jeg søger at finde svar i vores tidligere samtaler for at finde ud af, hvad der gør hun træffer denne beslutning. Hvorfor opgiver hun kærligheden og sin drøm? Vores kærlighed og vores drøm.

Konklusion står hurtigt klar:
1) Hun kan ikke leve med min rodede økonomi.
2) Hun kan ikke leve med en uafklaret fortid og løgne.
3) Hun kan ikke leve med, at jeg ikke kan finde ro i tilværelsen og balance i min psyke.

Hvad jeg ikke får med i min konklusion og overvejelser er, at mit alkoholmisbrug faktisk nok er den største hindring for vores lykke. At alkoholen gør at jeg er nødsaget til løbende at lyve for mig selv og dermed for hende. Det sammenholdt med at alkohol også indirekte havde en indflydelse på økonomien og den sikkerhed der skal være i et forhold.

For ikke at gøre ondt værre så får jeg i starten af januar måned et brev fra SKAT. Brevet omhandlede min bøder i forbindelse med sprirituskørsel (se kapitlet om 'Ægteskabet og drømmen') og de efterfølgende bøder for at fører bil uden førerbevis. Samlet set gjorde skat krav på det fulde beløb til øjeblikkelig betaling. Alternativet var anholdelse og afsoning af bøderne. Brevet var ren og skær idioti fra SKATs side. SKAT har en prioriteret rækkefølge, hvor udfra ens gæld til det offentlige betales. I denne prioritering er bøder placeret som noget af det sidste. Ovenikøbet efter noget så idiotisk som licensen. Så selvom jeg afdragede hver evig eneste måned på min gæld til skat så havde jeg intet ansvar for den manglende betaling af gælden. På dette tidspunkt er jeg ved at være godt og grundigt træt af SKAT. Måneden før har de tvangsopløst mit personlige selskab fordi jeg ikke ville/kunne stille en bankgaranti på små kr. 80.000,-. Et beløb som skulle dække min skattebetaling for 2012 (til orientering kan det nævnes, at jeg endte med at skulle have kr. 45.000 tilbage for 2012).

Jeg beslutter mig straks for at gøre noget ved tingene. I første omgang søger jeg at arbejde mig ud af krisen på Tom Kristensens Vej. Men det går hurtigt op for mig at det kan jeg ikke. Er jeg der så drikker jeg. Uanset om jeg har penge eller ej. Når dog at bruge et par tusinde eller 3 i den periode. Penge som jeg ikke havde. Samtidig havde jeg noget udestående gæld som jeg ikke havde fået betalt.

Jeg beslutter mig derfor for, at jeg må overvinde min paniske angst og jeg tager derfor hjem til mine forældre for at få ro. I den proces begynder jeg at læse Eckhardt Trolle - Nuets Kraft. En inspirationskilde som jeg havde fra Marie af. Den gav mig den første ro i tilværelsen.

Mens jeg var hjemme ved mine forældre så begyndte jeg at arbejde med mine kreditorer. Jeg fik styr på min gæld og arbejdede konstruktivt på at nå til aftale med disse omkring en nedskrivning af gælden og en acceptabel afdragning heraf.

Jeg skrev også et ultralangt brev til Marie, hvor jeg gik til bekendelse omkring ALT. Sidespringet tidligt i vores forhold. Min date umiddelbart efter hendes hjernerystelse. Alle løgne og fortielser blev lagt på bordet.

Marie anerkender mit brev. Hun går konstruktivt ind i at hjælpe mig fra distancen med mine kreditorer og det at skulle overleve. Blandt var jeg nødsaget til at bede om udsættelse på alle regninger og få aftaler på plads med disse kortsigtede kreditorer.

Da hun havde været væk fra mig i 2 uger begyndte vi stille og roligt at tale sammen på telefonen. Jeg fandt ud af, at hun ikke trivedes hos sine forældre i Aalborg. Derfor tilbød jeg hende, at hun kunne tage tilbage i lejligheden og være, når jeg nu alligevel ikke var der. Så kunne hun i det mindste få ro til at pleje sit hoved. Dette tilbud kom jeg med en fredag i slutningen af januar måned. Marie tænker over tilbudet og tager imod det. Natten mellem den følgende fredag og lørdag bliver min fætter kørt ihjel ved Give. Jeg havde aldrig set min fætter. Jeg ville aldrig kunne være noget for ham. Men jeg kunne være der for min fætter Christian og min kusine Annisette. Så dem besluttede jeg mig for at støtte. Blandt ved at jeg lovede at tage med til at synge ham ud fra kapellet om torsdagen og begravelsen den følgende dag.

Som dette sker i løbet af weekenden tager Marie tilbage til lejligheden om mandagen. Om tirsdagen taler vi kort sammen ad flere omgange. Jeg kan mærke på hende, at der er noget der trykker hende. Forsøger at åbne hende desværre uden held. Taler med hende igen om onsdagen. Der kommer der så hul på bylden. Hun vil meget gerne om jeg kommer hjem til hende, men hun forstår, at jeg er nød til at støtte min fætter og kusine. Jeg siger til hende, at der er intet i verdenen, der kan holde mig fra at støtte hende og at jeg tager det næste tog hjem (den 30. januar). Vi havde den dejligste nat da jeg kom til København. Den efterfølgende morgen var også intet mindre end fantastisk. Marie siger til mig, at hun gerne vil støtte mig, Christian og Annisette. Men hun kan ikke gøre det over 2 dage. Vi aftaler derfor at jeg tager med til at synge min fætter ud af kapellet og så vil hun slutte sig til os dagen efter hvor begravelsen fandt sted. Jeg er DYBT taknemmelig for, at Marie kom til begravelsen (tvivlede faktisk på det helt ind til det øjeblik hvor hun stod på banegården).

Det var en af de sværeste dage i mit liv. Jeg skulle dels igen stå overfor en begravelse af en fætter, men endnu værre jeg skulle igen stå overfor mine egne dæmoner som ikke kunne undgå at komme frem i lyset. Mine dæmoner var jo tidligere blevet vakt gennem min onkel og fætters begravelse. Hvis man dertil ligger at jeg havde påtaget mig rollen som storebror for Christian og Annisette så havde man en person som var presset til det yderste psykisk. At Marie var ved min side hele dagen gjorde, at jeg havde overskud til at være der for min familie. Det gav mig så meget overskud at jeg købte flere gaver til Marie efter begravelsen, hvor vi gik en dejlig tur gennem Kolding by og ventede på min fætter. Ham havde jeg lovet at vi ville støtte frem til han skulle i seng. Det gjorde vi. Der blev drukket gravøl og Christian fik - tror jeg - værdifuld sparring på hvorledes han kunne komme videre med livet.

Efter begravelsen tog vi sammen tilbage til Tom Kristensens Vej. Til hvad jeg troede var en ny begyndelse. Jeg havde bare glemt en ting. Jeg havde ikke fortalt Marie om den gæld jeg havde ude i byen. Men den regnede jeg med at kunne løse den 1. februar hvor jeg stod til dobbelt aflønning. Så jeg så frem til den dag. Så ville jeg nemlig ikke have flere løgne for Marie. Da vi kommer tilbage har vi lange samtaler omkring hvorledes vi kan genskabe tilliden imellem os. Hvordan vi kan sikre os at den anden ikke føler sig overset eller trådt på. En del af disse foranstaltninger handlede om kommunikation og nærvær. Lidt mere konkret så var et af punkterne, at vi skulle have adskilt vores økonomier samtidig med at vi skulle have en fælles bankforbindelse. I forhold til bankforbindelsen så var det Maries opgave at sørge for oprettelsen af alm. indskudskonto og budgetkonto hos hendes bankforbindelse.

Da dagen for lønudbetalingen kommer så får jeg et chok af dimensioner. Jeg bryder helt sammen ved aflæsningen af min lønseddel (sygedagpengeseddel). A-kassen har ikke anvendt mit fradrag. Jeg står derfor med 16.000 kroner mindre på kontoen end jeg havde regnet med. Jeg kan huske jeg rystede over det hele. Frygtede at nu var det forbi mellem Marie og jeg. Jeg havde jo alligevel ikke styr på en skid. Jeg græd som pisket. Min verden styrtede i grus. Marie vidste dog det overskud og den personlighed jeg elsker. Hun for holdte sig alene til fakta. Der var sket en fejl et eller andet sted. Og det kunne naturligvis ikke være min skyld. Der var sket det at SKAT havde fjernet alle mine fradrag fordi jeg tidligere havde været selvstændig. Derfor var mit fradrag ikke blevet anvendt da de skulle være brugt i selskabet. Så hun beroligede mig og sagde vi fandt ud af det. Vi måtte bare spænde livremmen lidt ind. Så skulle det nok gå. Overvejede på dette tidspunkt at komme clean med de kr. 3.500 jeg skyldte ude i byen. Men jeg turde ikke sandheden. Så jeg sagde intet.

På dette tidspunkt taler vi stadig om at jeg skal finde andet job. Jeg gør hende igen og igen opmærksom på, at jeg ikke får andet job medmindre jeg får et kørekort. Dette vælger hun bevidst/ubevidst konsekvent at overhører.

I starten af februar måned er jeg ude og spille billiard en mandag aften. Jeg deltager for Artilleri Caféen i Amager Turnering. Jeg har været med på holdet on/off igennem hele sæsonen. Hver gang vi spiller så indbetaler hver deltager kr. 10 til en fælleskasse. Et beløb som skal benyttes til afslutningsfesten når sæsonen er overstået. Da jeg kommer til Caféen får jeg at vide at vores hold er blevet smidt ud af festen fordi vi ikke har indbetalt til fælleskassen de sidste 6-7 uger. Dette stiller jeg mig meget uforstående overfor fordi vi alle har indbetalt hver evig eneste gang og de ansvarlige har haft rig mulighed for hver uge at indbetale pengene på Caféen. Jeg beslutter mig derfor sammen med 'Johnson' for at konfrontere de ansvarlige. Men først efter vi har spillet. Selve konfrontationen kommer derfor på et tidspunkt hvor alle har fået alkohol. Jeg forsøger først stille og roligt at fortælle vedkommende, at jeg finder det dybt respektløst at man har misbrugt vores andres tillid. At jeg i princippet er ligeglad med det latterlige beløb men ikke med handlingen. Vedkommende smider pengene på bordet, men da vi forsøger at tage dem for at bringe orden i tingene søger han at tage dem igen. Jeg rejser mig og fortæller ham højlydt at nu stopper han fandme. Han rejser sig også og truer mig. Jeg skubber ham bagover ned i sofaen. Han rejser sig hurtigt og fanger en cola flaske med hvilken han forsøger at slå mig i hovedet. Jeg får fat i hans krave og trækker ham voldsomt i gulvet samtidig med at ejeren får flasken ud af hånden på ham. Jeg pacificere ham fuldstændig da han ligger på gulvet ved at stille mig ovenpå hans bryst. Jeg hopper ikke på ham. Men bruger alene min fulde vægt til at holde ham nede. Da de øvrige tilstedeværende får styr på tingene tager jeg mine ting og går. Da jeg kommer hjem fortæller jeg Marie den fulde historie om aftenens handlinger og fortæller hende, at jeg ene og alene har handlet i nødværge. Hun er meget skuffet og trist over dette.

I løbet af februar måned bliver Marie kaldt til undersøgelse hos en overlæge på Neurologisk afdeling på Rigshospitalet. Han skal klarlægge omfanget af Maries skader og vurdere overfor forsikringen, hvad omfanget af erstatning skal være. Jeg er med til denne undersøgelse. Undersøgelsen gør mig trist og deprimeret. Ikke fordi der ikke bliver talt respektfuldt til Marie, men fordi der kommer ting frem omkring hendes velbefindende som aldrig var blevet i tale sat for mig. Ting som jeg kunne have været behjælpelig med og støttet hende i. Jeg sidder tilbage med følelsen af at jeg kunne have gjort mere for hende. Ikke en rar følelse at sidde med. Vi taler omkring dette på vejen hjem og da vi når hjem. Vi gør straks noget ved de ting som der blev talt om og min egen agtelse stiger igen. Jeg lyttede til og handlede i forhold til hendes behov.

I februar måned tager jeg igen 'røven' på Marie. Jeg beviser igen for hende, at hun følelsesmæssig ikke er så hård som hun selv giver udtryk for. At hun faktisk er en temmelig romantisk anlagt kvinde. På valentines dag køber jeg en stor bukket roser til hende sammen med et kæmpe hjerte med fyldte chokolader. Dette gav nedenstående opdatering på facebook.



Februar og marts måned var fantastiske. Vi levede sammen. Vi lavede mad sammen. Vi talte løbende om familie forøgelse og blev nedtrykt de 2 gange hvor svaret var negativt. Jeg begyndte stille og roligt at arbejde igen. Det var svært for mig. For selvom vi havde det bedre end nogensinde så nagede det mig, at hun ikke verbalt anerkendte mig som værende andet end hendes smukke kæreste. Samtidig så gav det mig en utrolig uro i kroppen. Jeg havde panisk angst for at tage hjem. Ville hun være der når jeg kom? Og når jeg skulle afsted, tænkte jeg alene på om hun nu også kiggede forbi Langebrogade til en kop kaffe og en gåtur. De paniske anfald var næsten daglige og var rigtig ubehagelige for mig.

I februar/marts måned begynder min frygt for kræft igen at spirre. Jeg har et par modersmærker som vokser lidt for hurtigt. Men tanke på at jeg altid har overdyrket solen og været skoldet så kommer frygten for hudkræft. Til undersøgelserne hos hudlægerne er Marie igen med hele vejen som den kolosalle støtte hun var hele vejen gennem vores forhold.

Men alt gik godt. Vi havde vores små skænderier undervejs. Ikke noget af betydning. Dagen for partiets landsmøde nærmede sig. Vi aftalte, at det skulle jeg ikke til grundet vores økonomiske situation. Men vi kunne da sammen tage ud og spise den lørdag. Så det aftalte vi en 2-3 uger før landsmødet. Da jeg i den periode stadig drak fik jeg ikke i slutningen af marts måned overført det beløb som var aftalen til husholdningen. Jeg fik kun overført kr. 5.000 ud af de kr. 8.000 som var min andel af husholdningen. Resten af pengene havde jeg nået at bruge på alkohol og pjat.

I den periode faldt der også en skriftlig anerkendelse af min person. En aften da jeg kom hjem fra arbejdet havde hun siddet hele dagen og skrevet ned, hvad hun elskede ved min person og hvorfor vi skulle have en fremtid sammen. Den besked varmede og den gjorde reelt set at de paniske angstanfald forsvandt.

Anerkendelsen kan læses her:

Vi havde i den periode også nogle rigtige gode gåture sammen. Vi coachede hinanden i forhold til vores videre fremfærd i livet. Marie fik blandt andet i tale sat, hvad der er væsentlig for mig i livet. Herunder ikke mindst i en jobsituation. Hun fik mig i den periode til at føle mig som verdens heldigste mand. Min tillid til hende voksede markant og min tiltro på os som skaberne af en ny familiestreng - i daglig tale kaldt GaardmarkLeth mellem Marie og jeg - blev større og større. Det samme gjorde skuffelsen når resultatet var negativt. Jeg var virkelig klar på at skabe en familie sammen med hende. Jeg var på dette tidspunkt også klar til de rigtige forandringer i mit liv. Men så langt kom jeg aldrig.

En to til tre uger før landsmødet er jeg ved at bryde mentalt sammen. Marie foreslår af flere omgange at jeg lader mig frivillig indlægge på psykiatrisk afsnit og får professionel hjælp. Jeg afviser dette hver gang fordi jeg er bange for at hun så forlader mig. I ugerne der kommer efter disse samtaler stiger mit humør stille og roligt frem til de skæbnesvangre dage omkring landsmødet. Min destruktive tanker bliver færre og færre og mit generelle humor og selvtillid er stigende. Jeg føler mig elsket, og jeg føler, at jeg giver Marie kærligheden tilbage. Jeg bliver nærmest lykkelig i denne periode.

Den 19. april var der fredagsbar i partiet. Jeg insisterede på at vi skulle afsted. Jeg havde dog ikke en krone på lommen. Men det var ligegyldigt for vi skulle afsted sammen. Da vi nærmer os metroen siger Marie til mig, at hun alligevel ikke kan overskue at tage afsted. Hun siger jeg kan låne nogle penge af hende og selv tage afsted. Hun spørger hvor mange jeg skal bruge og jeg siger en plovmand. Dette hidser hende virkelig op og hun siger hun havde regnet med et par hundrede kroner. Så bliver jeg sur og siger så kan det være pisse ligegyldig. Gider ikke stå og være til grin og ikke kunne købe en cocktail eller give en omgang øl hvis det skulle være min tur. Så vi går begge pisse sure hjem igen. Da vi kommer hjem taler vi stille og roligt om det. Marie syntes jeg har en reel pointe. Selvfølgelig burde hun kunne stole på, at jeg tog i byen og kom hjem igen uden at have brugt alle pengene. Så jeg fik til sidst lov at låne de kr. 500 jeg ønskede. Jeg bevidste så også overfor hende, at jeg faktisk kunne have penge med hjem igen. Havde lige knap kr. 300. med hjem. Reelt set så havde Marie nogle pisse gode pointer. Jeg skyldte på daværende tidspunkt allerede husholdningskassen kr. 3.000 som Marie dækkede ind og så lånte jeg yderligere kr. 500 af hende personligt. Jeg var decideret uærlig.

Den 20. april var så dagen, hvor vi skulle ud og spise. Vi havde talt med nogle stykker om at vi ville gate crashe landsmødet, når den officielle del med spisningen var overstået. Marie og jeg var på en god kinesisk restaurant på H.C. Andersens Boulevard at spise. Vi hyggede os som et ny forelsket par. Alt var i sin bedste orden. Marie opfordrede mig til at jeg fulgte op på vores venners forehavende om at komme til festen. Det gjorde jeg så under desserten og vi besluttede derfor at kører forbi Tivoli Congress Hotel. På landsmødet gik vi rundt og smalltalkede med en masse af vores fælles bekendte. Et par gange gik vi udenfor for at skåne Maries hoved. Vi sluttede aftenen sammen af med et par danse på dansegulvet og jeg var i den syvende himmel. Efter dansen følte Marie ikke, at hendes hoved havde det så godt så hun ville gerne hjem. Jeg tilbød igen og igen, at jeg ville tage med hende hjem for at fuldende en perfekt aften. Hun afviste dette med at der ville komme mange flere af disse. Hun insisterede på at jeg skulle blive til festen. Så det gjorde jeg i en halvanden times tid efter afskeden med hende. Dette skulle vise sig at være mit livs fejltagelse.

Da jeg vågner om morgenen så spørger hun mig om jeg har noget at fortælle. Jeg tænker hvad pokker mener hun med det? Så jeg fortæller hende, at jeg den 19. april havde drukket lidt tæt om formiddagen sammen med nogle venner i deres kolonihave. Ja, det var så ikke det hun mente. Men tak fordi jeg var ærlig omkring dette. Så siger hun til mig, at det har noget med økonomi at gøre. Der tænker jeg bare... PIS. Om 3 dage så vil jeg have betalt de kr. 3.000 som var i underskud ift. husholdningen og den løgn vil være væk. Der ville jeg kunne have dækket det underskud som den gæld betød i vores fælleskasse plus de kr. 500 jeg lånte af hende om fredagen samtidig ville der være balance i økonomien ift. maj måned. Så det er lort med lort på. Jeg havde lovet hende ærlighed i januar måned og så fangede hun mig i den eneste løgn jeg havde og så lige på målstregen. Som undskyldning for at jeg ikke havde kunne betale pengene havde jeg givet Nordea skylden for den manglende mulighed for at overføre penge. Greb simpelthen muligheden da min bankrådgiver var på ferie. Desværre lå der en mail i min indbakke fra en af hendes kollegaer, der afslørede min løgn for Marie. Ikke at jeg løj yderligere for hende. For jeg gik straks til fuld bekendelse.

Det eneste jeg pointere overfor hende er, at hun heller ikke har været sandfærdig i forløbet siden januar/februar måned. Hun har ikke gjort det der skulle til for at jeg følte tillid til hende. Oprettelsen af bank konti var aldrig blevet gennemført. Hun havde heller ikke gjort noget for at hjælpe mig videre.

Udover mailen fra banken så havde hun også fundet brevet fra SKAT. Hun påstår hårdnakket at jeg på intet tidspunkt har fortalt hende om dette. Men jeg fortæller hende, at det gjorde jeg i januar måned på mail, og det kunne jeg dokumentere. Men hun var ikke interesseret.

Vi skændes ikke over dette. Vi taler stille og roligt omkring det. Hun starter instinktivt med at pakke nogen af sine ting, men stopper med dette og ligger sig til at hvile. Vi taler igen om tingene. Hendes mor ringer og Marie fortæller hende, at vi har en mindre tillidskrise, men det er ikke noget alvorligt. Vi har en okay aften sammen og da vi går i seng putter Marie sig ind til mig og det gør hun gennem hele natten. Mere end jeg nogensinde har oplevet. Om morgenen den 22. April har jeg det okay. Jeg tror på, at det bare var en mindre krise. Jeg siger pænt farvel til Marie og kysser hende på panden som jeg plejer inden jeg går ud af døren. Ligger på vejen en note til hende om at jeg har et møde hos Lederne fra kl. 16-18 hvorfor vi må spise senere. Så tænker jeg ikke mere over den konflikt. Efter et yderst succesfuldt forløb hos lederne i Vermlandsgade cykler jeg hjemad. På vejen overvejer jeg at stoppe for at drikke en øl eller 2 for at fejre min egen succes. Men jeg tænker. Jeg vil hellere hjem og fejre den med Marie. Dele den anerkendelse jeg havde oplevet de sidste 2 -3 timer med hende. For første gang længe var jeg faktisk ikke bange for om Marie var tilstede når jeg kom hjem. Jeg var sikker på, at min ærlighed dagen før havde genoprettet tilliden.

Da jeg kommer hjem så sidder hun i køkkenet med 3 kufferter og 2 tasker pakket. Flybilletten til Aalborg var bestilt og hun ventede bare på at jeg kom hjem så hun kunne ringe efter en taxa. Intet jeg sagde kunne formilde hende. Intet forsøg på kærtegn og dialog hjalp. Jeg spurgte hende ind til, hvor længe hun havde planlagt dette her. Hun svarede, at hun havde overvejet det i en 2-3 uger. Altså fra det tidspunkt, hvor hun ville have mig frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg følte mig forrådt og misbrugt. Så jeg lod hende gå. Da hun var halvvejs henne ved taxaen begyndte jeg at græde og løb efter hende. Et sidste kys ville jeg have. Det fik jeg. Det var langt og lidenskabeligt. Det var det sidste.

I bagklogskabens klare lys kan jeg se, at Marie elskede mig utrolig højt. At hun gentagne gange tilgav mig, viste mig tillid og hjalp mig på benene. Jeg kan også se, at hun måtte være klar over, at jeg ikke kom videre med hendes støtte, men at jeg alene kunne komme videre, hvis jeg tog værktøjerne som hun havde lagt frem til mig og kæmpede min kamp alene. For en ting er sikker. Marie havde lagt alle værktøjerne (alle undtagen hypnosen. den fandt jeg selv frem til) frem da hun gik. Hun ytrede også mellem linierne at hun ikke kunne være en del af redningen. Dette respektere jeg mere og mere dag for dag. For hun havde jo ret. Så længe jeg kunne læne mig op af hende var der ikke fuld gas på fremdriften. Tværtimod så var det som oftest 2 skridt frem og et tilbage, hvor det de sidste 3-4 måneder har været 2 syvmileskridt frem og ingen tilbagefald. Ene og alene fordi jeg selv stod med ansvaret for at skulle redde mig selv.

Denne erkendelse gør kun min kærlighed og taknemmelighed overfor Marie det større. At hun hele vejen igennem kunne se 'den rigtige' person og turde tro/stole på denne viser alt om hendes format. At hun så og sige fik mig til at erindre hvad der gav mig mening i livet. Aldrig har et andet menneske udvist mig så meget tillid som hun gjorde. Det vil jeg til evig tid være taknemmelig for, og derfor kan jeg kun beklage, at jeg ødelagde vores fælles drøm om en familie sammen.

Det var historien - nok de dårligere dele af den - om mit samliv med Marie og grunden til min drøm brast. Som alle kan se og læse så var jeg ikke uden skyld. Tværtimod.

Den næste del af historien kommer til at handle om perioden fra 23. april og frem til i dag. Efter at have skrevet denne del af historien så må jeg komme til den konklusion, at det vist er en fortælling i sig selv.

Musikken til mit samliv med Marie er svær. Specielt fordi hun jo var begrænset i at nyde denne kunstform grundet hendes hjernerystelse. Men en som hun var speciel vild med var Amager Bios husven Mike Andersen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar