De første år - Skolen og fritiden 1972 - 1991

Dette kapitel vil omhandle min tid i den danske folkeskole og gymnasiet. Den vil give fortællingen om mine fritidsaktiviteter og de første tegn på følelsesmæssig 'handicap'.


Jeg kan huske visse episoder fra min skolegang. Jeg kan bl.a. huske, at jeg i en forholdsvis ung alder havde et meget højt retfærdighedsprincip. Jeg var af den klare holdning, at man ikke kunne straffes for at sige sandheden. Uanset hvor bramfri denne måtte være. Dette sammenholdt med min stædighed gav nogle udfordringer. Jeg kan specielt huske en episode. Det har været omkring 4-5 klasse. Jeg går på det tidspunkt på Vester Nebel Skole. Er stadig smækfyldt med ild i røven og er altid den sidste der er at finde på sin plads i klassen. Denne dag skal vi have klassens time. Vi er på det tidspunkt i gang med seksualundervisningen. Vi skal så have en forholdsvis nyuddannet vikar - Else. Else ankommer til klasseværelset og jeg er som vanligt den sidste der er på vej ind i klassen. I gangen udenfor klassen spørger hun mig: "hvad skal i lave i klassens time?" Jeg svarer at vi skal have seksualundervisning. Hun står efterfølgende og ligner et stort spørgsmålstegn. Så jeg følger op på mit svar med at det er sådan noget med pik, kusse og hvordan man boller. Så bliver hun sur og tager fat i mig og vil smide mig udenfor døren med beskeden om at jeg kan henvende mig på skoleinspektørens værelse (der var jeg tit). Dette ville jeg absolut ikke finde mig i. Jeg havde jo intet gjort. Så i min stædighed søger jeg at komme ind på min plads. Dette søger hun så at forhindre hvorfor jeg slår og sparker gentagne gange til hende. Jeg har jo intet gjort forkert. Det er hende som er forkert på den. I sidste ende ender jeg naturligvis oppe på skoleinspektørens kontor og der bliver taget kontakt til mine forældre.

I den situation var mine forældre - og specielt min fader - super cool. Min fader har dialogen med skoleinspektøren og så vidt jeg ved så argumenterede min fader langt tid for, at jeg jo ikke var den første del fejlede og at det ikke var min skyld, at deres nyuddannede vikar ikke kunne håndtere 'almindelige' ord og gøre noget så simpelt som lade det fise ind af det ene ører og ud af det andet.

Nu er det ikke min skyld. Men den pågældende vikar begår en 5-7 år efter denne episode selvmord grundet ulykkelig kærlighed.

Det er en ting jeg kan huske fra min barndom og faktisk gennem det meste af mit liv. Uanset hvor meget jeg har dummet mig. Uanset hvor løgnagtig og dobbeltmoralsk jeg har været. Så har mine forældre altid støttet mig. Også når de ikke var enige i mine handlinger og beslutninger.

I 6. klasse begynder der at ske noget med os. Her begynder en af mine store udfordringer i min opvækst. Alle andre omkring mig skyder i vejret og bevæger sig hastigt ind i teenagealderen. For mig sker der intet. Jeg gror simpelthen ikke. Min stemme går ikke i overgang. På mit konfirmationsbillede fra 7. klasse er jeg næsten et hoved lavere end den laveste pige. Jeg er lille og spinkel. Samtidig så begynder mine legekammerater at få mere ungdommelige interesser. Interesser som jeg ikke er klar til. Så jeg bliver mere eller mindre efterladt i et vakuum. Et vakuum jeg faktisk aldrig reelt set kommer ud af i min folkeskoletid fordi mine interesser aldrig igen bliver sammenfaldende med de øvrige på min klasseårgang. En ting som jeg finder ud af i 6. og 7. klasse er, at jeg har et særdeles godt tag på pigerne. Jeg er som sådan ikke interesseret i dem. Nok primært på grund af min tilbagestående udvikling. Men jeg er en af de få drenge i klassen som pigerne kan tale med. Også omkring pige ting. Så jeg ender lidt som pigernes veninde i resten af min skoletid. Dette kan være dybt problematisk, når man tror man er forelsket i en af disse.

Så det er en af mine udfordringer i skolen. Jeg har intet tilfælles med de øvrige drenge i klassen. Eneste reelle interessefællesskab jeg har med et par stykker af dem. Er interessen for musik. Så der kan jeg tale med om tingene. De andre drenge er til landbrugsmaskiner, knallerter og håndværk. Generelt ting hvor man får beskidte hænder. Jeg derimod havde interesse i bøger, computere, tegneserier og musik. Og så naturligvis sport.

At jeg var forskellig i forhold til de andre kom sig også til udtryk i form af mobning. Ikke så meget verbal mobning. For der vidste de alle jeg kunne give igen. Men fysisk mobning. Hvis der skulle tumles i skolegården eller en person skulle have en over nakken. Så var det altid mig der stod først for. Jeg var jo ikke ret stor og forholdsvis spinkel af bygning. Så jeg fik ugentlig et drag over nakken eller 2 i årerne fra 7. klasse og midt til 9. klasse. I 9. klasse var jeg vokset de andre over hovedet. Fysisk havde jeg udviklet mig meget. Jeg spillede meget fodbold og håndbold samtidig med at jeg elskede at cykle. Så jeg var forholdsvis veltrænet. En dag sidder vi i aulaen på skolen i en frokostpause. Som altid skal er der en der skal drilles og som vanligt er det mig det skal gå ud over. Så drengene (Bo, Mark, Hans, Bjørn og Lars) stjæler den ene af mine sko. De ønsker jeg skal løbe i ring for at få den tilbage. Det gør jeg ikke. Jeg bevæger mig stille og roligt rundt indtil skoene lander i armene på Lars. Den største fyr af dem alle. På samme højde som jeg. Bare lettere overvægtig. Sådan cirka 30 kilo mere end jeg. Da han får skoen i hånden. Så farer djævlen i mig. Jeg vil have stoppet det her en gang for alle. Så jeg går hen imod ham, mens jeg går hen til ham så knytter jeg hånden og trækker den bagud. Da jeg er i lidt under en armslængde fra ham. Så slynger jeg knytnæven lige i ansigtet på ham. Han går direkte i brædderne. Jeg tager min sko og er for første gang i min skoletid den første i lokalet til den næste time - fysik undervisning. De 5 drenge kommer aldrig til den time. Jeg finder efterfølgende ud af, at de planlægger, at jeg skal have tæsk på vejen hjem fra skole (vi havde små 5 kilometers cykeltur). Dette rører for første gang i mit liv mig ikke. Og de tør aldrig gøre alvor af deres planer. Jeg var fri af mobningens usle greb.

Folkeskolen var også fagligt et helvede for mig. Jeg følte mig ikke udfordret. Syntes undervisningen gik for langsom og var derfor ekstrem urolig i timerne. I perioden fra 7-9 klasse sad jeg mere eller mindre konstant i en vindueskarm og kiggede ud af vinduet. Lærerne gad ikke bøvle med at få mig til at sidde på min flade for så ville jeg bare være urolig og udvise min irritation over at andre nogen gange ikke lige opfattede tingene så hurtigt som jeg. Så de accepterede min tilstedeværelse i vindueskarmen. Ligesom de accepterede at jeg kunne finde på at forlade lokalet mit i undervisning og blive væk i flere minutter af gangen. Jeg følte mig ikke bogligt udfordret og udviste den totale mangel af respekt som følge heraf. Denne adfærd betød desværre, at folkeskolen søgte at holde længere på mig end nødvendig. For denne adfærd gjorde at jeg i første omgang blev erklæret uegnet til gymnasiet. Men dette skulle ændre sig. Men det vender jeg tilbage til efter det kommende afsnit.

Jeg havde i folkeskolen 2 lærer som jeg virkelig respekterede og som jeg lyttede til. Min dansklærer Mate og min matematik/idrætslærer Kaiser. Udover at de var utrolig faglig dygtige så kunne de også forstå mig samtidig med at de kunne sætte sig i respekt. Tror reelt set de var de eneste lærer der kunne få mig ned og side på stolen i mere end 5 minutter. Men jeg havde også en kæmpe kontrovers med Kaiser. Han var jo vores idrætslærer og engang i 9. klasse spiller vi indendørs fodbold. Jeg er kommet i en alder, hvor jeg har styr på min finmotorik og boldteknik. Så jeg driver lidt gæk med de andre med smarte driblinger og irriterende finter. Dette drilleri fra min side gør, at jeg bliver savet midt over. I den situation vælger Kaiser at dømme frispark til de andre, men inden han næsten når at dømme forkert imod mig har jeg taget gevaldig fat i vedkommende som sparkede mig ned. Dette resultere i at Kaiser giver mig det røde kort og smider mig i badet. På vejen ud af hallen får jeg råbt alle de værste eder og forbandelser efter ham som findes i ordbogen. Denne ene gang lykkes det mig at bringe ham ud af fatning og han kommer efter mig ind i omklædningsrummet. Der får jeg en gevaldig lussing så det synger. Man kan sige lussingen var fortjent. Det vil jeg også selv sige. Men det er igen et eksempel på min retfærdighedssans. Jeg blev forudrettet og så straffet for at være forudrettet. Sådan noget kan jeg ikke lade være uimodsagt. Lussingen gjorde naturligvis at jeg straks gik på inspektørens kontor og anmeldte Kaiser. Men i dialogen mellem inspektøren og mine forældre blev det hele dysset ned. Vi var jo alle gået over grænsen. Jeg fik en undskyldning og måtte aflevere en. Så var den historie ude af verdenen.

Dette sker efter jeg er blevet erklæret uegnet til gymnasiet lige inden folkeskolens afgangseksamen. Kaiser tog på daværende tidspunkt fat i mig og sagde til mig, at nu skulle jeg vise, at jeg havde fortjent vise læres tillid igennem de sidste 3 år. De havde givet mig plads. Nu skulle jeg bevise, at jeg havde fortjent den frihed. Det han mente var at jeg skulle gå til eksamerne og give den alt hvad den kunne trække. Det gjorde jeg så også. Havde et af de 3-5 højeste gennemsnit på årgangen med 3 9. klasser. Kunne være endt i top 3 hvis det ikke lige havde været for den danske mentalitet. For reelt set blev jeg bortvist til min mundtlige dansk eksamen. Jeg kom op i min yndlingstekst af Steen Steensen Blicher. Jeg kendte teksten ud og ind. Havde siddet derhjemme og analyseret den på kryds og tværs. Så jeg brugte mere eller mindre hele forberedelsestiden til at kigge ud af vinduet som jeg plejede. Da jeg bliver hentet af Mate og vi er lige på tærsklen til eksamenslokalet, så spørger han mig om jeg er klar. Jeg svarer selvsikkert at det her er et stensikker 13 tal. Den udtalelse gør at jeg kun får et 11 tal for censoren kunne ikke lide min kådhed. Ja, det var begrundelsen.

Da vi kommer til translokationen på folkeskolens afgangsprøve så hiver Kaiser mig og mine forældre til side. Han fortæller os, at han har forelagt for sine kollegaer, at det vil være i min bedste interesse om jeg kommer videre på gymnasiet. Ansøgningsfristen var forlængst overstået men skolen og lærerne ville gøre hvad de kunne for at jeg kunne komme videre. Og det lykkedes.

Nu vil jeg gerne vende tilbage til mit forhold til pigerne. Som omtalt tidligere så talte jeg allerede i en ung alder godt med pigerne. Jeg var meget åben og ærlig i deres selskab samtidig med at de fortalte mig ting som ingen af de andre drenge fik at vide. Jeg følte mig ret priviligeret.

Men der kom jo en tid for det første sodavandsdiskotek. Som tidligere nævnt så var musik allerede på det tidspunkt en af mine store interesser. Hel atypisk så kunne jeg faktisk også godt lide at danse og det er ikke lige det man scorer point på ved vennerne ude på landet til det første sodavandsdiskotek. Nå, men jeg skulle afsted til det første sodavandsdiskotek. Jeg var lettere nervøs. Talte jo godt med pigerne. Men nu skulle jeg jo indgå i en anden relation med dem. Og i denne nervøse tilstand inden jeg skulle afsted til festen fik jeg det vise råd af min moder. Et råd jeg til stadighed lytter og handler efter i festlige sammenhænge. Rådet lyder som følger: "Dennis, hvis du vil være pigernes mand. Hvis du vil vælge hvilke piger der er interessante til festen. Så skal du gøre følgende. Kig efter hvilken pige som altid sidder alene. Som ikke er en del af pigernes tøserier og som ikke har de andre drenges interesse. Spørg hende om den første dans. Vær den første på dansegulvet. Hvis du har det mod og det overskud. Så giver du ikke bare hende pigen en god oplevelse. Du vil også stige i agtelse hos de andre piger. Så er det dem som kommer til dig." Det virkede. Og det virker faktisk i næsten alle sammenhænge i livet. Vis mod og overskud. Så stiger din agtelse hos andre. Ja, det er så også en af grundene til denne blog. At vise mod, sårbarhed og overskud.

Min gymnasietid var ikke så meget anderledes end min folkeskoletid. Jeg var ikke udfordret de første måneder og da udfordringerne så endelig kom. Der var jeg godt og grundig skoletræt. Så rent fagligt hang jeg med røven i den øverste del af vandskorpen gennem hele gymnasiet. De eneste fag jeg sådan rigtig havde interesse i var samfundsfag, erhvervsøkonomi, oldtidskundskab, historie og musik. Fag som dansk, engelsk og tysk sagde mig intet. De naturlig videnskabelige fag var dødsyge for at sige det på godt dansk. Lærerne kedelige og undervisningen alt andet end inspirerende.


I gymnasiet begyndte min politiske 'karriere' også. Jeg var direkte modstander af alt hvad der havde med kollektivisme at gøre. Elevråd, Operations Dagsværk og diverse elev strejker mod Bertel Haarder fik mig på barrikaderne. Jeg blev medlem af Konservativ Ungdom og Konservative Gymnasiaster. Jeg blev allerede på dette tidspunkt modstander af den danske jantelov, kræver-/offermentaliteten og kollektivismen. Igennem KU og KG lærte jeg en masse fantastiske mennesker at kende. Men da jeg nåede 3G så var jeg så politisk aktiv, at jeg også måtte gøre oprør mod konservatismen. Jeg kunne på ingen måde lide deres kærlighed for en stærk stat. Det gik faktisk op for mig, at det eneste jeg havde tilfælles med mine daværende meningsfæller var kærligheden til Kongehuset. Derfor meldte jeg mig ud af KU og KG og blev medlem af hvad der dengang var et liberalistisk parti. Jeg blev medlem af Venstre og Venstres Ungdom. Mine politiske idoler var Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Peter Brixtofte (har de fleste bøger de 2 sidste har været forfatter på. Forstår ikke hvordan det kunne gå så galt med de herre ved roret).

I gymnasiet havde jeg et par kontroverser med en fyr der hedder Peter. Politisk lå han et andet steds end jeg og derudover så 'jagtede' vi de samme damer. Vi var langt fra hinanden. Peter vender stærkt tilbage senere i fortællingen. 

Jeg blev student i juni måned 1991 som den første i min familie og der slutter min beretning foreløbigt om mine unge år. Skulle udtalelserne fra min blå bog have været opfyldt så havde jeg i dag været statsminister i nogen år.


Det er vel passende at slutte kapitlet omkring skolen med det stykke musik som har hængt ved længst tid siden da.