De første år - Følelsesmæssig udvikling 1972 - 1991

I dette kapitel vil jeg søge at udtrykke mine følelsesmæssige frustationer i mine unge år. Min egen tvivl om min seksualitet og generelle mangel på at kunne udvise følelser og empati.


Som jeg har nævnt nogle gange tidligere. Så følte jeg mig i en meget tidlig alder anderledes end de andre drenge jeg i min omgangskreds. Dette gjorde at jeg i en tidlig alder delvist isolerede mig fra dem. Som nævnt ovenfor så brugte jeg meget tid sammen med min far. Men mine forældre havde også et rigtig godt venskab med min onkel Bent og min Tante Mia. De tog gerne derned og besøgte dem en gang eller 2 i måneden. Jeg valgte modsat min søster altid at tage med. Min onkel var - når man ser bort fra min fader - en af mine store idoler. Han var en rolig, ordentlig, behagelig og imødekommende mand. Deres hjem var altid åben for folk. Om det var fordi de ikke havde en krone på lommen og havde brug for et måltid eller om de bare havde lyst til en øl eller en kop kaffe. Så var døren altid åben. Så jeg nød meget at komme hos dem i Krebseparken i Esbjerg. Jeg udviklede i den periode et rigtig godt venskab med min fætter og jeg var faktisk bedre venner med hans venner end med mine egne. Når jeg var hos min onkel og tante så var jeg ikke anderledes. Så var jeg på samme vilkår som alle andre. Min anden fætter så jeg meget sjældent i denne periode. Dels gik han på kokkeskole og efterfølgende måtte han en tur i spjældet som mange af mine øvrige fætre prøvede. Men min fætter Kim. Ham og jeg gik rigtig godt i spænd sammen. Jeg tror aldrig vi havde et egentlig skænderi i den periode fra 13 - 18 års alderen. Vi gik bare godt i spænd. Det var også til en fest og efterfølgende tur i byen (ja, det gjorde man jo som 15 årig) med ham og hans venner, at jeg mødte en pige som hed Katrine. Hun var den første kvinde jeg var intim sammen med. Og på noget så kikset som min onkel og tantes sofa mens mine forældre, onkel og tante sov i den anden ende af huset. Desværre nåede jeg aldrig at møde hende igen udover denne ene gang. Hun var veninde med min fætters kæreste og de gik fra hinanden i løbet af de(n) uge(r) der var fra denne nat til jeg igen var i Esbjerg. Det sidste jeg har hørt om hende var at hun fik en svær opvækst og blandt andet havnede i et hashmisbrug.

Udover at jeg havde et frirum hos min onkel og tante. Så havde jeg også et frirum hos min morfar. Der var der altid drenge fra vejen og tidligere også for mine ældste fætre på min faders side. Drenge som ville lege. Drenge som havde den samme interesse for sport og musik. Og som havde lysten til at fordybe sig i tegneserier mv. Min morfars hus var som regel et tilflugtssted jeg tog til specielt når vi besøgte min farmor og hele familien var der. Så gik jeg som regel hele vejen igennem Esbjerg for at komme hjem til min morfar. Der var næsten altid kaos eller konflikter hos min farmor når hele familien var samlet der. Lidt synd for hende. For hun var en fantastisk kvinde. En kvinde som overlevede i over 20 år med pacemaker og flere tilfælde af kræft inden denne tilsidst fik bugt med hende. Hos min morfar blev man behandlet som en konge. Der var altid sodavand og slik. Der var altid nye plader med tidens toner og kassettebånd der skulle indspilles på. Hans hus var et frirum og det var i hans kælder min far og jeg arbejdede i weekenderne. Min morfar var også et af mine idoler. Ved med alderen godt at han overdrev sin rolle, men han var værnepligtig betjent og fotograf da tyskerne opløste politiet. Derfra blev han medlem af den danske modstandsbevægelse. Han havde et større arkiv med billeder fra modstandsbevægelsens handlinger i og omkring Esbjerg/Fanø. Blandt andet billeder af forsvarsværker ved vestkysten og på Fanø. Derudover havde han billeder af stikkere og des lige som var blevet likvideret. Han havde altså en fortælling som dels talte til min historiske interesse og dels som kæmper for friheden. Derfor var han mit idol.

Et sidste frirum havde jeg i de unge år hos min faster. Hun boede på det tidspunkt 2 opgange væk fra min farmor. Hun var på denne tid blevet skilt fra min onkel og levede alene. Hun var lidt af et rodehoved og det bar hendes hjem også præg af. Hun var på det tidspunkt kommet ud af hvad jeg vil kalde et voldeligt forhold. Det er ihvertfald sådan jeg ser det. Næsten hver gang hele familien var samlet hos min farmor og muligheden for at søge tilflugt ved min morfar ikke var til stede, så søgte jeg ind i min faster lejlighed. I de første år for at lege med mine kusiner. Senere for at passe min yngste kusine Annisette. På et tidspunkt i slutningen af 80'erne finder min faster sig en ny kæreste. Ved faktisk ikke rigtig om jeg nogensinde rigtig mødte ham, men der begynder hendes deroute. I første omgang ikke så hurtigt, men den accellere over tid. Hun får på dette tidspunkt en søn. Min fætter Søren. Søren er min fars gudsøn. I hans og min kusines tidlige år udvikler min faster et misbrug. Et misbrug der betyder, at min kusine og fætter bliver tvangsfjernet. Dette til trods for at både min far og min onkel kæmper for rettigheden til børnene. De er begge af den opfattelse, at Annisette og Søren vil have det bedst i familiens skød. Det offentlige spiller dog fallit, fjerner børnene og sætter dem i familiepleje med den begrundelse, at de ville have adgang til deres moder, hvis de blev overladt i familiens varetægt. Min faster misbrug accellerere og på trods af gentagne forsøg fra familiens side for at rette hende på køl lykkes det aldrig. Til sidst bryder familien båndet fuldstændig til min faster og der går mere end 25 år før jeg ser hende igen. Det vender jeg tilbage til i kapitlet 'de bedste år', hvor jeg igen står ansigt til ansigt med min værste dæmon. Denne del af historien er inddraget fordi den har betydning senere i fortællingen, men også fordi den lærte mig, hvor 'nemt' det egentlig er at ekskludere en man elsker, når alt går galt. En ting som er rodfæstet i min personlighed: at jeg er bange for at blive forladt og føle fraværet af nærvær.

Som jeg har nævnt nogle gange allerede. Så følte jeg mig allerede i mine unge som værende anderledes. Jeg havde ingen næsten ingen sammenfaldne interesser med mine venner. Jeg blev heller aldrig sådan rigtig ramt af en ungdomsforelskelse. Var vild med en pige fra min klasse. Men det var også det.

Da jeg begynder i 8-9 klasse begynder jeg at blive væsentlig mere forfængelig end de andre drenge. De er til olie på hænderne, tunede knallerter og hærværk. Jeg var mere til lyserøde skjorter, solarium og nivea creme i håret. Selv mit værelse hjemme hos mine forældre var lyserødt der tones over i hvid fra toppen. Jeg er ligeså vild med The Giant (James Dean) og Grease som pigerne. Da jeg så i forsommeren mellem 9. klasse og gymnasiet havde været intim med Katrine så følte jeg mig vildt anderledes. Ikke fordi jeg var blevet 'voksen'. Men fordi det reelt set ikke betød noget for mig. Drillerierne fra min familie blev mest et irritationsmoment for mig. For de drillede med at jeg nu havde en kæreste. Det havde jeg jo ikke. Jeg havde ingen specielle følelser for Katrine. Tværtimod. Så var jeg mere eller mindre følelseskold. Normalt vil drenge jo prale med noget sådan overfor hinanden. Jeg fortalte det aldrig til nogen. Ingen vidste det udover min familie.

Denne sommer betvivlede jeg min egen seksualitet. Hvad ingen ved er at jeg også testede den af et par omgange. Resultatet var nøjagtig det samme som med Katrine. Jeg var følelseskold. Da jeg gik ind til gymnasietiden solariebrun, med bruncreme, i lyserød skjorte, med nivea og masser af gele i håret, der troede jeg reelt set, at jeg var mere til mænd end jeg var til kvinder. Den tro havde jeg ikke ret længe inde i mit 1. gymnasie år. Der kyssede jeg bl.a. med hende jeg havde været vild med gennem hele min folkeskole tid og så fandt jeg ud af, at jeg faktisk fandt kvinder ret tiltrækkende. Men jeg følte aldrig rigtig noget for dem. De skulle så at sige bare 'lægges' ned. Reelt set udviklede jeg aldrig rigtig følelser for en kvinde før jeg var kommet videre fra gymnasiet. Men den del af historien hører til kapitlet fra 1991 - 1997.

I 3G havde jeg min første reelle kæreste - Stine. Vi var kærester i næsten 7 uger. FLOT. En sød, smuk og veldrejet kvinde fra den sproglige klasse vi var på studietur sammen med. Det var første gang mine følelser sådan blev sat i spil af det modsatte køn. Og så alligevel ikke. For de følelser der kom til udtryk da vi gik fra hinanden var mest af alt i frustration over at hun havde brudt reglerne (utroskab). At vi ikke var kærester længere var fint nok. Der var jo stadig ungmøer der skulle 'lægges' ned i den resterende del af gymnasietiden.

Jeg kan allerede nu fortælle, at 'de første år' kommer til at spille en ikke uvæsentlig rolle i kapitlet 'Ægteskabet og drømmen'.

Igen vil jeg slutte et kapitel af med en sang som har hængt ved siden denne gang. Denne gang dog uden video.