søndag den 29. september 2013

Reflektioner på relationer og støtte.


Jeg vil bruge dagen på at reflektere over livet, min egen person og mine relationer.

Jeg er kommet meget, meget langt siden slutningen af juni måned. Er desværre ved at komme til den konklusion, at der er en del mennesker og relationer, som jeg fremadrettet ikke længere vil tilvælge.

Jeg har i den periode der er gået primært fået støtte fra folk som kender mig perifært. Folks som kun kendte/kender de dårlige sider af min personlighed eller til mit misbrug. Folk fra hvem man ikke burde forvente støtten.

Folk der har haft større indsigt i mit liv har derimod konstant stillet spørgsmålstegn ved min udvikling, mine handlinger, mine følelser og mine bevæggrunde for lysten til forandringer. Disse har primært haft behov for at beskytte sig selv og andre fremfor at sparre og støtte undertegnede.

Jeg har ingen problemer med at folk udfordrer mig, men når det eneste folk gør, er at udfordre en og stille spørgsmålstegn ved ens person og handlinger udfra et negativt perspektiv så er de i min optik ikke en positiv del af en forandringsproces. Disse mennesker burde, igen i min optik, have støttet mig i mine drømme og støttet op om de få positive fortællinger der faktisk var om min person. Disse burde de have talt op for mig og i mine relationer. De burde have gjort alt for at øge den positive energi som disse gav mig. En energi som måske havde bragt mig længere i processen.

Det gjorde de ikke. Tværtimod så er mine drømme og mine positive fortællinger søgt nedgjort og destrueret. Der blev aldrig stillet konstruktive spørgsmål til drømmene eller fortællingerne. Disse blev ikke søgt udfordret i positive vendinger. Den proces har jeg ene og alene selv måtte stå for.

Hvad ønsker jeg at sige. Pas på når du går ind i en så stor forandringsproces som jeg gjorde. Du har INGEN støtte fra dem som du burde kunne forvente det af. Du kæmper ikke bare med din egen FRYGT, men med alle andres FRYGT. Jeg kan forstå og anerkende denne frygt i de  indledende faser af forandringsprocesser. Men når processerne er i en positiv udvikling så burde andre end den person som er i forandringsprocessen også kigge deres FRYGT i øjnene. Folk er naturligt bange for at blive en del af en fiasko. Og det er okay. Men man skal blive 'medløber' tidligt i processen, hvis man kan/skal tages alvorligt af personen i forandring fremadrettet.

Så nu vil jeg endelig drage den konklusion som er blevet delt med mig af folk i lignende processer. Accepter disse folk er ude af dit liv. De fravalgte dig da du havde mest brug for dem. Nu er det ikke længere mig der skal overbevise dem om det værdifulde i relationerne imellem os. Nu er det dem der skal overbevise mig om at de kan bidrage positivt til mit liv. Den såkaldte 'magtbalance' i relationen er skiftet.

Og nej. Jeg taler på INGEN måde om Marie i forhold til ovenstående. Hun er reelt set den eneste som retfærdigvis har kunne lade sig styre af FRYGTEN. Hun er den eneste der har en plausible grund til ikke at have støttet op. Hun har set dele af forandringsprocessen igennem vores forhold og har oplevet på egen krop, at det dengang ikke gik hurtigt nok. Hun har derfor al mulig grund til at stille spørgsmålstegn til om tingene vitterlig har kunne bevæge sig så hurtigt og om forandringerne faktisk er forankret i min personlighed. Hendes reaktioner er forståelig, menneskelig og kærlig. Uanset hvor meget hun er blevet såret så har hun faktisk kun søgt at tale min positive egenskaber op og fortælle mig, at jeg faktisk er et meget elskværdigt menneske, hvis jeg får styr på alkoholen og løgnene. Derudover så har hun viden om, at jeg har løgne overfor hende som jeg ikke engang selv kender til. Som jeg har glemt. For at beskytte mig selv, fordi jeg vidste handlingerne var forkerte, etc. Løgne som jeg jo desværre i kan bekende, hvilket er det jeg ønsker mest i verdenen. For det vil give mig en blank bog i forhold til hende. Det ville kunne nulstille det følelsesmæssige overtræk jeg har hos hende.

Så Marie er faktisk den eneste jeg kan tilgive for hendes manglende tilstedeværelse i mit liv i denne proces. Hun er den eneste som har gjort sig fortjent til at sidde længe ude på sidelinien.

Vil slutte dette indlæg af med en omskrivning af kloge ord fra Frede Norbrink:
Kær
   ær
   ærlig
   ærlighed
       lig
       lighed
Kærlighed

Og teksten fra en af mine yndlingssange - Mother Love Bone - Chloe Dancer/Crown of thorns:

And this is my kinda love
It's the kind that moves on
It's the kind that leaves me alone, yes it does
And this is my kinda love
It's the kind that moves on
It's unkind and it's unkind and
It'll leave me alone, Yeah

Like a Crown of thorns
It's all who you know, Yeah
So don't burn your bridges woman
Cause someday, Yeah



Filosofisk spørgsmål

2 personer kender hinanden særdeles godt. De har en fælles fortid. De har været adskilt igennem en længere periode. 

Den ene har så udviklet sig radikalt til det bedre. Har truffet alle de rigtige beslutninger. Blandt andet et opgør med misbrug, løgne og bedrag. En person som tidligere var alt andet end elskværdig.

Den anden er stadig den samme stabile og empatiske person som vedkommende altid har været. En person som alle holder af.

Hvem af dem taber mest på ikke at turde udforske fremtiden?

Jeg tænker den person som har ændret sig radikalt ved hvad vedkommende mister. Tabet er altså kendt.

Den anden person derimod ved ikke hvad vedkommende siger nej til. Tabet er ukendt.

Hvad tænker i??? Hvem af dem taber mest på frygten for fremtiden?